Åbning af mundstykkets sprække (Cutting the Slit)

Åbning af mundstykkets sprække er den proces, hvor den runde luftkanal i den ende af mundstykket (stem), der føres ind i munden, omdannes til en flad åbning. Denne åbning kaldes sprækken (slit), og den fortykkede spids, hvor sprækken skæres ud, kaldes bidknoppen (button). Processen kommer i tur, efter at mundstykkets stang er blevet boret og groft formet, og den udføres i hånden; på færdigstøbte mundstykker efterlades den derimod ofte, som den kommer fra fabrikken.

Geometri og virkning på trækket

I en pibe er luftkanalens tværsnit ikke ens fra ende til anden. Hullet, der i skaftet typisk ligger omkring 1/8 til 3/16 tomme, indsnævres mod mundstykkets spids til omkring 1/16 tomme; når boringen er færdig, står omkring en halv tomme af stangens spids tilbage i denne smalle diameter. Det er netop i dette sidste stykke, sprækken skæres ud, og formålet er at genvinde det indsnævrede tværsnits volumen i en flad form. Uanset hvor omhyggeligt resten af kanalen er boret, anses trækkets åbenhed for at gå tabt, hvis de sidste centimeter mod spidsen holdes lukkede; skarpe hjørner og pludselige trin regnes ligeledes blandt de faktorer, der bryder luftstrømmen. For mundstykkets materiale og generelle formgivning kan man se opslagene mundstykkearbejde og mundstykkematerialer.

Værkstedspraksis

Værktøjssættet til at åbne sprækken er enkelt: en roterende håndmaskine (af Dremel-typen) med fine fræsere, en meget lille diamantfræser, et 1/16 tommes bor, nålefile, smalle slibestrimler og poleringspasta. I værksteder, der bruger drejebænk, spændes boret fast i pinoldokken; detaljerne om selve drejearbejdet behandles i opslaget boring på drejebænk.

Arbejdet skrider frem i tre trin. Først laves med en fin fræser et smalt styresnit i enden af kanalen, der udelukkende angiver retningen; dette snit alene regnes ikke som en åben luftvej. Dernæst udjævnes de hjørner, der er tilbage i bunden af snittet, med den lille diamantfræser, og åbningen udvides indad med cirka en tomme ved hjælp af boret. Undervejs kontrolleres løbende, at de to sider er symmetriske, og at trækket er åbent. Til sidst fjernes ujævnhederne med nålefile og slibestrimler; den indvendige overflade poleres ved at trække en piberenser gennemvædet med opvarmet poleringspasta gennem sprækken.

Kendetegn ved en god sprække

Ifølge den udbredte opfattelse bør den færdige sprække ikke være højere end den oprindeligt borede 1/16 tommes kanal, og det nødvendige tværsnit skal opnås ved at udvide sig til siderne. At holde højden begrænset sikrer, at bidknoppen forbliver tynd, og at mundstykket dermed ligger behageligt mellem tænderne. Der kræves intet særligt værktøj til kontrollen: når mundstykket alene tages i munden og der trækkes vejret gennem det, bør man ikke mærke nogen tydelig modstand, og sprækkens to sider bør fremstå symmetriske for det blotte øje. For denne fases plads i hele forløbet kan man følge opslaget pibefremstilling.