Faribault-piben: En gåde af pibesten

Faribault-piben regnes for en af de mest detaljerede figurative catlinite-udskæringer i Minnesota Historical Societys samling. Den forestiller en mand liggende på ryggen med benene løftet i vejret: kroppen, hovedet og hovedbeklædningen danner kammeret, og benene danner skaftet, der fører til mundstykket. Den passer hverken ind i formen for en fredspibe eller for nogen kendt ceremoniel pibe; hvem der lavede den, hvornår den blev lavet, og hvem den forestiller, er stadig ikke afklaret.

Genstanden selv

Udskæringen er af én enkelt sten; fra albuerne til mundstykkets spids måler den 11,5 tommer, cirka 29 centimeter. Røgkanalen er åbnet med fire separate boringer, og den åbning, som de to korte kanaler, der udgår fra hoften, efterlader, er lukket med en stenprop, der ligner et tandhjul. På mundstykkets forside er der en geometrisk udsmykning fyldt med støbt bly, og i den ses bogstaverne "D.F.".

Figurens beklædning er fra top til tå af europæisk-amerikansk snit. Støvlernes såler er sat på separat, og hælen er hævet; på overlæderet er der indridset en række skiftevis vendte trekanter og fjerprydede pile, der peger nedad. Den korte, nedadvendte skygge på hovedbeklædningen svarer til den form, den amerikanske hær brugte mellem 1821 og 1851. Broderiet langs jakkens og bukkernes ydersømme minder ifølge nogle fortolkere om teknikken med at gennembore og binde skindtøj, ifølge andre om broderi med hulepindsvinepigge; manchetterne, lommeklapperne og det korte bælte bagpå peger derimod på et sæt af stof.

Donationen og modsigelsen i brevet

Piben kom ind i institutionen i 1904 som en gave fra Annie Rankin Adams, enke efter Rev. Moses N. Adams. Giveren sendte også et brev dateret den 12. marts til institutionens daværende sekretær, Warren Upham. Ifølge brevet var familierne, der efter Dakota-opstanden i 1862 forlod Sisseton og bosatte sig omkring Flandreau, blevet forarmede; Adams havde med 6.000 dollars sendt fra Washington skaffet dem landbrugsredskaber, og familierne havde til gengæld givet piben som gave omkring 1863-64. I brevets fodnote blev det angivet, at bogstaverne "D.F." tilhørte udskæreren David Faribault.

Dokumentet lå længe uden for genstandens registreringsmappe; det dukkede først op i 1984, da institutionens korrespondancemapper blev gennemgået. Da Jeffrey P. Tordoff i 1989 sammenlignede hvert punkt i brevet med arkivregistreringerne, viste det sig, at samtlige verificerbare oplysninger var forkerte. De, der bosatte sig ved Flandreau, kom ikke fra Sisseton, men fra Santee-reservatet i Nebraska i 1869. Det beløb, Adams indsamlede, var ikke 6.000, men mindst 10.000 dollars; uddelingen af okser, plove, vogne og håndredskaber fandt heller ikke sted i 1863-64, men den 14. juni 1873. Registreringerne viste desuden, at der ikke fandtes én, men en far og en søn, der begge hed David Faribault.

Dateringsdebatten

Tordoffs grundlag er mere selve figuren end dokumenterne: frisuren og de smalt skårne klæder svarer ikke til modeindens 1873, men til omkring 1845. På det tidspunkt var faderen David Faribault otteogtyve år gammel; han var af Dakota- og fransk-canadisk herkomst, læsekyndig og en person, der drev forretning på tærsklen mellem to kulturer. Sønnen David var dengang kun syv år og udelukkes derfor både som den afbildede person og som udskæreren. På den anden side havde faderen mistet alt, hvad han ejede, både da hans hjem blev plyndret i 1862 og ved endnu et overfald i 1868; det virker derfor mere sandsynligt, at det var sønnen, der i 1873 havde piben i hænde og kunne give den til Adams. Tordoff bringer ikke selv sin slutning videre end til et kvalificeret gæt.

John C. Ewers, der forskede i skulpturkunsten hos prærieindianere, offentliggjorde et fotografi af genstanden i sin bog fra 1986 og beklagede, at udskæreren forblev anonym; Annie Adams' brev var på det tidspunkt endnu ikke kommet frem i lyset. Ewers sammenlignede figurens ansigtstræk med Moses Adams', mens Tordoff skrev, at han ikke så nogen fælleshed ud over bredden af kindbenene.

Hvorfor en gåde

Kilden til debatten er, at genstanden peger mod to traditioner på samme tid. Materialet, benenes udsmykning og blyindlægningen peger på indfødt fremstilling, mens den afbildede person og hans klædedragt begge hører til den europæisk-amerikanske verden. Når man taler om pibesten på prærien, tænker man først på kalumeten og det ceremonielle sprog, der er bygget op omkring den; her står derimod en skægget mand med prangende støvler. Det er også kendt, at stenen blev bearbejdet på kommerciel skala i samme århundrede: et pelsfirma med base i Minnesota, grundlagt i slutningen af 1850'erne, oplyste ifølge en meddelelse fra 1866, at det i de foregående to år havde fremstillet omkring to tusind piber og byttet dem med samfund langs den øvre Missouri. Faribault-piben skiller sig i sin udførelse ud fra en sådan seriefremstilling. Det eneste bevarede spor af, hvordan piben kom i Adams' besiddelse, er en linje om en rød pibesten i familiens boopgørelse fra 1878.