Form Først, Boring Bagefter (Shaping Before Drilling)

Form først, boring bagefter (shaping before drilling) er en værkstedsmetode, hvor pibehovedet formes, før kammer, røgkanal og mundstykkeleje bores. Den almindelige rækkefølge er den modsatte: blokken spændes fast i drejebænken, de tre huller bores, mens hovedet stadig er råt, og formen bygges derefter op omkring disse akser. Når rækkefølgen vendes om, ændres både designbeslutninger og værkstedsopstilling fra bunden, hvorfor metoden regnes for en selvstændig specialisering inden for pibemageri.

Formen styret af maserringen

Begrundelsen er maserringen. Både mønstret i en briar-blok og de sandlommer, revner og hulrum, den indeholder, bliver først synlige efterhånden som overfladen åbnes. Hvis hullerne allerede er boret, forbliver formen bundet til disse akser; muligheden for at gå uden om en fejl, der dukker op under bearbejdningen, eller ramme den linje, hvor maserringen falder smukkest, bliver kun mulig inden for en snæver margin. Når formen gives først, kan udskæreren derimod løbende vælge retning, efterhånden som sav og slibeskive afdækker hver ny overflade. Metoden forbindes derfor med frihåndsdesign (freehand), hvor det er blokken selv, der bestemmer formen, og med den danske skole. Prisen er, at margenen til korrektion indsnævres: man skal passe på ikke at ende med et hoved, der slet ikke kan bores, mens den grove form gives, og lade nok materiale stå til finpudsning efter boringen.

Sikring af opretning

Den egentlige vanskelighed er at bore de tre huller indbyrdes opretstillet i et hoved, hvis form allerede er buet og færdig; da hovedet ikke længere kan spændes lige op i drejebænken, foregår boringen i høj grad i hånden. I praksis afmærkes hovedet først: en laservaterpas, der på de buede flader markerer den linje, der deler hovedet i to lige store dele, samt aksen for kammer, leje og røgkanal, træder i stedet for en lineal. De punkter, hvor disse linjer krydser hinanden, er boringens støttepunkter; ved at lime et lille stykke briar eller en dråbe epoxy på krydsningspunktet beskyttes overfladen samtidig med, at støttet forstærkes. Under boringen er spidsen fastgjort til centerspindlen og drejer rundt, mens hovedet holdes i hånden; en tilspidset styrestift, monteret i den bevægelige patronmodstander (tailstock), understøtter hovedet fra det afmærkede punkt og fastholder aksen. Kammeret udvides trin for trin med specialfremstillede kammerbor, efter at et tyndt styrehul først er boret. De, der beskriver metoden, understreger særligt, at dette trin er farligt og ikke bør forsøges uden passende værktøj og erfaring. Når boringen er færdig, planslibes skaftfladen, så den står helt vinkelret på lejet; mundstykket formes og monteres først derefter, og finpudsningen fortsætter, mens de to dele sidder sammen. Delenes navne og hvordan de går i indgreb med hinanden, beskrives i artiklen om pibens anatomi.

Navne, der har videreformidlet metoden

Todd Johnson har haft stor betydning for metodens udbredelse i amerikanske værksteder. Johnson begyndte at lave piber i foråret 2000, lærte i vinteren 2001 hos Tom Eltang først-form-så-frihåndsboring-rækkefølgen at kende, og fordybede sig derefter i den danske formgivning ved at arbejde sammen med Lars Ivarsson. Det, der bragte metodens værkstedsdetaljer på skrift, var derimod de noter, Scott E. Thile — en pianotekniker fra Murray i Kentucky, der begyndte at lave piber i 2004 — offentliggjorde på Pipedia i 2011; Thile angiver, at han lærte det meste af praksissen af Johnson. Ideen om at bruge laservaterpas på buede flader tilskrives Jack Howell, der begyndte at lave piber i 1999, solgte sin første pibe i 2004 og spiller basklarinet i Pittsburgh Symphony Orchestra; ideen om at lime et stykke briar på krydsningspunkterne tilskrives udskæreren John Crosby. De specialfremstillede kammerbor, der bruges, er derimod værk af Brad Pohlmann, der har fire års læretid som værktøjsmager (tool and die) bag sig og selv fremstiller de fleste af sine værktøjer.