Amiel

Amiel er et pibemærke, der var aktivt i havnebyen Philippeville (efter 1962 kaldet Skikda) i det franskstyrede kolonitidens Algeriet. Anlægget, der ifølge registrene var landets første pibefabrik, har sit navn efter grundlæggeren, ingeniør Raoul Amiel. Det, der gør mærket interessant ud over dets egen skala, er, at det gav sig i kast med at fremstille færdige piber i et land, der ellers kun eksporterede briar som råmateriale.

Grundlæggelse og algerisk briar

Ifølge overleveringen stammer familien Amiel fra den franske by Nancy: de forlod byen i 1870 under den tyske besættelse, opholdt sig en tid i Firenze og slog sig derefter ned i Philippeville. Det oplyses, at fabrikken åbnede sine porte i 1932, og at grundkapitalen blev tilvejebragt af en lokal familie. Anlæggets planlægning og maskinopsætning var Raoul Amiels værk; det beskrives som et moderne værksted efter datidens standarder.

Det var ikke tilfældigt, at fabrikken blev grundlagt netop her. I anden halvdel af det 19. århundrede havde funderodens (briars) udbredelse som pibemateriale gjort Saint-Claude i den franske Jura-region til centrum for verdens pibeindustri; denne proces behandles i artiklen Briarrevolutionen og Saint-Claude. Ved århundredeskiftet kunne Middelhavsområdets gamle indsamlingssteder ikke længere følge med den stigende efterspørgsel, og søgningen flyttede mod Nordafrika. Ifølge registrene blev Algeriets briarskove opdaget som en seriøs kilde efter 1905. De opgravede rodknolde blev skåret i grovblokke (ebauchon) og sendt med skib til Frankrig, især til Saint-Claude. Amiel kan læses som et forsøg på at holde også dette sidste led i kæden inden for landets grænser.

Saint-Claude-skolen og eksport uden stempel

Fabrikkens bænkopsætning og bearbejdningsmetoder var også overtaget fra Saint-Claude; derfor ligner produkterne franske piber, både i form og udførelse. En betydelig del af produktionen blev sendt færdig til Frankrig, hvor den blev prænget med et fransk stempel, før den blev distribueret til verdensmarkedet. Denne ordning begrænsede mærkets egen genkendelighed: en del af de eksemplarer, der er bevaret i dag, er ustemplet, og tilskrivning til Amiel udledes for det meste ikke af stemplet, men af en sammenligning af form og udførelse.

Former og udførelse

Mærkets produktionstyngdepunkt ligger mellem midten af 1930'erne og midten af 1950'erne. Rygraden i kataloget udgøres af klassiske kammerformer som billiard, pot og boule samt forskellige varianter af bulldog. Hertil kommer buttede kamre, der stammer fra 1930'ernes strømlinjede mode. Der ses også en udførelse, der blev udbredt efter 1940: der barberes plane flader (facetter) rundt om kammeret, og disse polerede overflader giver piben et særegent udseende. Mundstykkerne er lavet af hård gummi (ebonit); forskellene mellem mundstykkematerialer sammenlignes i artiklen Mundstykkematerialer.

Mærkets afslutning

Det fortælles, at fabrikken opgav produktionen mod slutningen af 1950'erne, og at mærkenavnet muligvis levede videre en tid i andre hænder. Piber signeret Amiel forsvandt helt fra markedet omkring 1980. Denne stille forsvinden ses i sammenhæng med de ændrede industriforhold i Algeriet efter uafhængigheden og den generelle nedgang i interessen for piben. I dag regnes Amiel som et af de sjældne produktionsspor, briarhandelen har efterladt i råmaterialelandene.