Anne Julie

Anne Julie er den kvindelige mester, hvis navn oftest nævnes inden for den danske tradition for håndlavede piber. Hun begyndte ikke i faget af eget valg, men efter et uventet tab: hendes mand Poul Rasmussen, en af datidens kendte mestre, døde i oktober 1967, kun seksogfyrre år gammel, og efterlod sig en tobaksforretning og et fuldt udstyret værksted. Den syvogtyveårige Julie var på det tidspunkt ved at opdrage et toårigt barn; i stedet for at sælge maskinerne og lageret valgte hun at sætte sig ved drejebænken, og det blev begyndelsen på en produktion under hendes eget navn, der skulle vare i over halvtreds år.

Overgangen til værkstedet

Ifølge kilderne havde Julie indtil da end ikke rørt en pibe; hendes mand tilhørte en generation, der betragtede udskæring som mandsarbejde. Mens hun var i gang med at afhænde forretningen i København, traf hun Hans Nielsen — en af Rasmussens tidligere lærlinge, som pibemiljøet kender under navnet Former. De briarblokke, der lå på hylderne, trak dem begge ind i en opgave; Julie skar sine første piber ud af netop disse blokke med Nielsens vejledning. I de følgende år lærte hun efter eget udsagn materialets opførsel og opbygningen af formen undervejs i arbejdet.

Formsprog og metalarbejde

Anne Julies arbejder samler sig i to hovedretninger. På den ene side klassiske former holdt i store dimensioner, på den anden side freehand-eksemplarer, der er opbygget efter træets åring. I de fritformede stykker udnyttes volumen gavmildt, og linjerne holdes læselige; nogle piber giver et slankt og afbalanceret udtryk, mens andre afsluttes med en råere, næsten ubehandlet overflade.

Brugen af metal er et af de mest markante kendetegn ved denne produktion. Låg, der dækker kabinettets åbning, plader monteret på korpusset og ringe ses ofte; sølvarbejdet blev i lang tid varetaget af Klaus Bjerring Andersen. Mundstykkerne (stem) efterlades heller ikke glatte, men forsynes med indsnit, ringe og konturer, der forbinder dem med designet på korpusset. Til afslutningen foretrækkes for det meste en rubinrød bejdse eller sort. På korpusset findes stemplet "Anne Julie" og en enkelt rød-hvid prik; dette prikmærke er overtaget fra det stempel, Poul Rasmussen brugte.

Årene på Læsø og videreformidlingen

Med tiden ophørte værkstedet med kun at være et produktionssted og blev til et læringssted. Tom Eltang, der som seksten-årig opsøgte Julie med sine egne håndlavede piber, begyndte sin læretid her i 1974 og arbejdede der i omkring tre år; formbalancen og bejdseopfattelsen i Eltangs senere arbejder henføres ofte til denne periode. I den forstand regnes Anne Julie inden for den danske skole lige så meget som et led i generationsoverleveringen som en producent.

Mesteren flyttede senere sin produktion til øen Læsø i det nordlige Danmark. Øen blev både adressen for værkstedet og for et galleri, hvor hun samlede sine billedkunstneriske arbejder; pibefremstillingen fortsatte for hende som en del af en kunstnerisk praksis, der spredte sig over flere grene. Da den årlige produktion forblev begrænset, regnes hendes arbejder blandt de eftertragtede stykker i samlerkredse ikke kun i Danmark, men også i Japan, Tyskland og USA.