Belgisk pibemærke-indeks

Belgisk pibemærke-indeks samler i alfabetisk rækkefølge pibenavne, der er grundlagt i Belgien, drevet af belgiske mestre, eller hvis produktion er baseret i Belgien. Pibefremstillingen i landet har udviklet sig ad to spor: på den ene side en værksteds- og fabrikstradition, der har rødder i centre som Bruxelles og Andenne, på den anden side håndlavet produktion, der i den seneste generation videreføres i enmandsværksteder. Nedenstående indførsler sammenfatter kun de forhold, der er dokumenteret; de steder, hvor kilderne mangler oplysninger, er tydeligt angivet.

Mærker

• Albertson — Et pibenavn udgivet af firmaet Hillen, producenten af serien Hilson. Mærket bærer navnet på Albert Hillen, søn af grundlæggeren Jean Hillen. Efter at Hillen overgik til Gubbels, ophørte produktionen af Albertson-piber.

• Bocci — Dette mærke, opkaldt efter Enrico Bocci, udgav hovedsagelig maskinfremstillede piber. I de øverste eksemplarer blev emnet fra drejebænken formet færdig i hånden, og den endelige finish blev også fuldført manuelt. Det anerkendes, at fremstilleren ophørte på et tidspunkt i 1980'erne; kilderne angiver ikke en præcis dato.

• Bradberry — Mærke tilhørende Bradberry Pipe Corp., der drev virksomhed i New York i 1960'erne. En del af de eksemplarer, der er bevaret til i dag, bærer også stemplet "CLASSIC" og ses med mundstykker fremstillet i Italien; en Bradberry-pibe med lærbetræk er derimod belgisk fremstillet. Disse spredte spor peger på, at mærket enten lod sine piber fremstille hos flere forskellige producenter, eller at navnet blev brugt af forskellige firmaer.

• Claessen Pipes — Mærke tilhørende den belgiske pibemager Dirk Claessen. Mesteren fortsætter sit arbejde ved Costa Blanca-kysten i Spanien. Kilderne indeholder ingen yderligere oplysninger om værkstedets produktionsomfang.

• François Dal Pipes — Et enmandsværksted i byen Wépion nær Namur. Produktionen følger to spor: "Handmade"-piberne formes helt i hånden fra flammet briar med mundstykke i ebonit, akryl eller Cumberland; "Tradition"-serien opstår derimod ved, at emner, der er tørret i mindst tyve år og drejet på bænk, færdiggøres i hånden. Vejen ind i håndværket gik gennem reparation: François Dal reparerede først gamle piber, fik under sine besøg i Saint-Claude mulighed for at følge mesterpibemageren Pierre Morels arbejde ved værktøjsbordet, og grundlagde derefter sit eget værksted.

• Jean-Pierre Forton — En belgisk pibemager fra Bruxelles-kommunen Schaerbeek; hans vigtigste produktionsperiode var 1990'erne. Hans arbejdes omhyggelighed og den kvalitet, hans piber har opnået gennem årene, har givet ham anseelse blandt samlere, og enkelte samtidige pibemagere har brugt hans piber. Hans design er kendt for at forene klassiske former med en elegant linje, der minder om den danske skole.

• Lèonard — Mærke tilhørende Piperie Lèonard, et keramik- og lerpibefabrikat i Andenne; virksomheden drives af Pascal Lèonard. Traditionen for pibefremstilling i byen går tilbage til 1750'erne, og familien Lèonards navn har længe været forbundet med denne tradition. Pascal Lèonard regnes for den sidste belgiske håndværker, der fremstiller piber af terre cuite og terre à pipe; til disse piber anbefales groft eller mellemgrovt skåret tobak.

• Vinche — Et belgisk merskumsmærke; oprindelsen går tilbage til den pibebutik, Jean-Baptiste Vinche åbnede i centrum af Bruxelles i 1864. Sønnen Victor Vinche gik i 1895 over til produktion af presset merskum efter en metode, han havde lært af det østrigske firma Kaufthal, og mærket vandt internationale priser i denne periode. Marcel og René Vinche, der overtog ledelsen i 1927, lod fronten af tobakshandlerens forretning på Rue Marché aux Herbes udsmykke med den kæmpepibe, der er inspireret af René Magrittes surrealistiske maleri med teksten "Ceci n'est pas une pipe". Brødrene købte endnu en fabrik og gik også ind i briarpibeproduktion; i 1938 nåede den ugentlige produktion op på fem tusind piber.