Brentegani Pipe (Michele Brentegani)

Brentegani Pipe er et enkeltmandspibeværksted, som Michele Brentegani driver under sit eget navn i Verona i Veneto-regionen i Norditalien. Mesteren, der ifølge kilderne er født i 1989, begyndte at fremstille piber i 2015 og gjorde det til sit fuldtidserhverv i 2020. Værkstedet producerer ikke i serie; hvert stykke går gennem samme hånd fra design til den sidste polering.

Fra Træ til Pibe

Brenteganis uddannelse har intet med pibefremstilling at gøre: han er uddannet inden for traditionel kinesisk medicin og tui na-massage. Træbearbejdning har derimod været en beskæftigelse siden barndommen; før piben fremstillede han indbyrdes vidt forskellige genstande som buer og bambusfløjter. I 2015 forsøgte han at fremstille sin egen pibe, efter at have set en vens churchwarden-pibe. Han lykkedes med at forme hovedet med de midler, han havde til rådighed; mundstykket forblev derimod et problem, han ikke kunne løse, hverken metodisk eller materialemæssigt. Ifølge overleveringen blev denne knude løst, efter at han indledte en korrespondance med den etablerede italienske producent Brebbia, som sendte ham tre mundstykker. De følgende par år gik med deltidsarbejde og i vid udstrækning prøven og fejlen.

Fra Udstilling til Akademi

Perioden med selvlæring blev efterfulgt af kontakt med andre pibemagere; i kilderne nævnes i denne fase vejledningen fra Ulrik Ash, kendt som Pipe Ulrik. Værkstedet gjorde første gang sit navn kendt for en bredere kreds i 2018 ved PipAlp-mødet, som blev afholdt i Triveneto. I 2020 blev han optaget på Accademia della Pipa, hvis optagelseskriterier holdes strenge; blandt de mestre, han arbejdede med her, nævnes i kilderne Gabriele Dal Fiume, Davide Iafisco, Mimmo Romeo og Gioacchino Sauro. Samme år blev værkstedet til fuldtidsarbejde. Dette forløb stemmer overens med den italienske håndlavede pibes tradition, der bygger på overførsel fra mester til lærling.

Materiale og Farve

Værkstedets hovedmateriale er den lyse type italiensk briar; ud over dette bearbejdes også morta og oliventræ jævnligt. Materialer som horn, bambus, ibenholt, snakewood og tagua indgår som skaftindsatser, ringe og udsmykningselementer. Det, der lettest genkendes ved mærket, er dog farven. På ebonit-mundstykker regnes azur- eller lapisblåt for den tone, mesteren oftest griber til; havskumsgrønt og magenta ses også. I hovedets farvning holdes der mere igen, og farverne på hoved, mundstykke og tilføjede dele vælges i forhold til hinanden. Den samme farvesans ses lige så meget i den lyse italienske briar som i den mørke morta og oliventræet.

Formrepertoire og Lethed

Brenteganis interesse strækker sig både til de engelsk-franske klassikere og til den danske skole, som tog form efter 1950. I hans katalog findes ud over etablerede former som billiard, brandy og prince også frit formede stykker. Der findes desuden en mellemgruppe, hvor de to retninger krydses: piber, der bevarer den klassiske silhouets genkendelighed, men afviger fra reglen i en detalje eller to. Fællesnævneren er lethed. I italienske mærkeguider beskrives Brenteganis arbejder som tyndvæggede og afmålt komponerede; det angives, at de fleste af piberne holder sig under 35 gram.