Cassano Pipes

Cassano Pipes er mærkenavnet for den pibeproduktion, familien Ceresa drev gennem et århundrede i byen Cassano Magnago i provinsen Varese i Lombardiet. Det er et typisk eksempel fra de år, hvor den italienske lyngrodspibe gik fra at være et håndlavet håndværk til et maskinfremstillet fabriksprodukt: det opstod som et lille underleverandørværksted, der producerede efter andres bestillinger, og nåede inden for to generationer at blive en virksomhed, der solgte under eget navn til både Europa og Amerika.

Familien Ceresa og det første værksted

Familiens indtræden i denne branche går tilbage til det sidste årti af 1800-tallet; det mest nævnte årstal er 1897. Gerolamo Ceresas første kunde var Rossi-fabrikken i Barasso, som overlod bestillinger, den ikke selv havde kapacitet til, til Ceresa. Produktionen var i begyndelsen delt på to steder. Hovederne blev drejet i Cassano Magnago, mens mundstykkerne blev formet og poleret i et lille værksted i Cavaria.

Gerolamos tre sønner — Pietro, Enrico og Luigi — overtog i tur og orden ledelsen af virksomheden, efterhånden som de blev voksne; to af dem blev indkaldt til fronten under Første Verdenskrig, men værkstedet fortsatte alligevel driften.

Den spredte produktion blev samlet i 1919. Familien købte en grund på Via Visconti i byen og opførte en fabrik, der samlede alt under ét tag. Da alle bænke blev drevet af elektricitet, blev virksomheden kendt under navnet "Gerolamo Ceresa – Fabbrica elettrica pipe", altså "elektrisk pibefabrik"; denne betegnelse, der i dag lyder helt almindelig, var på den tid udtryk for en betydelig teknisk overlegenhed for et provinsværksted.

Cassano-mærkets fødsel

Enrico Ceresa påtog sig på familiens vegne opgaven med at beslutte at sælge deres eget produkt. I 1923 rejste han til Frankrigs pibehovedstad Saint-Claude og studerede fremstillingsmetoderne dér på stedet i flere år. Efter hans hjemkomst i 1926 blev anlægget omorganiseret fra bunden, og firmaet fik navnet Fabbrica Pipe Cassano. Underleveranceproduktionen til Rossi blev ikke opgivet; parallelt hermed kom piber stemplet Cassano også på hylderne. Firmaet regnes for en af de tidlige producenter, der forsøgte at bryde den opfattelse, at italienskproduceret pibe var en billig masseproduceret vare.

Udenlandske markeder og krigsårene

Udvidelsen tog fart i 1930'erne. Pietro Ceresa slog sig i 1929 ned i Brasilien, hvor han både organiserede salget i Sydamerika og opbyggede et leverandørnetværk for horn, der bredt blev brugt til mundstykker; brasiliansk horn regnedes dengang for det mest anerkendte materiale. Efterspørgslen krævede i 1934 en betydelig udvidelse af fabrikken. I toppen af kundelisten stod USA, efterfulgt af Belgien, Holland, Sverige, Danmark, Østrig, Tyskland, Ungarn og England.

Anden Verdenskrig stoppede ikke produktionen, men indskrænkede den. Det egentlige afbræk kom efter krigen, som følge af landets økonomiske kollaps: fabrikken lå stille i omkring to år. Hjulene begyndte igen at dreje omkring 1950, men produktionsomfanget fra før krigen blev aldrig nået igen.

Den sidste generation

Efter 1970 blev virksomheden ledet af Enricos søn Carlo Ceresa; i handelsregistrene fremgår firmaet under navnet Fabbrica Pipe Sas di Carlo Ceresa & C. I begyndelsen af 2000'erne arbejdede der kun nogle få personer i produktionen, og bestillinger, der oversteg kapaciteten, blev givet videre til mindre værksteder i omegnen. Det største marked var stadig USA, hvor Cassano var kendt som en holdbar italiensk seriepibe. Mærkets mest omtalte linje er serien "Mare", hvor den dybe sandblæsning efterlades i sin naturlige farve. Ifølge overleveringen ophørte produktionen i løbet af 2010'erne.