Castoldi

Castoldi er et enmandsværksted, som Enrico Castoldi driver i Milano. Det kendetegnes ikke ved serieproduktion, men ved enkeltstykker, der hver især er designet for sig; produktionsomfanget er lille, og formsproget overvejende klassisk. Værkstedets plads i den italienske pibescene tegnes mere af, at det er en soloopstartet håndværksvirksomhed i nyere tid, end af en generationslang familietradition. Denne enmandsværkstedsmodel, der er fremtrædende i Italien i det enogtyvende århundrede, sætter et begrænset antal håndlavede stykker i stedet for fabriksproduktion; Castoldi vurderes i denne linje.

Grundlæggelse og lære

Castoldis første pibe er dateret til 2016. Frem til da havde hans karriere intet med piben at gøre: han arbejdede i omkring tyve år inden for reklame- og modefotografi. At dette arbejde, der krævede lang tids fokus på detaljer, siden nærede den disciplin han udviser i værkstedet, er et punkt, der fremhæves i hans egen fortælling.

Ifølge kilderne ophørte beskæftigelsen med at være et sidearbejde i 2024; fra dette år viede Castoldi hele sin tid til pibefremstilling i sit værksted i Milano. Det angives, at han fortsatte sin tekniske udvikling under vejledning af Gabriele Dal Fiume, en internationalt anerkendt italiensk mester. Et sådant mester-lærling-bånd regnes for en sædvanlig overførselsform i den italienske værkstedstradition.

Materiale og fremstilling

Hovederne fremstilles af modnet briar; mere sjældent foretrækkes morta, det vil sige egetræ, der er halvforstenet under sumpforhold. Mundstykkerne købes ikke som færdige dele; de drejes af ebonitstænger og formes individuelt til hvert enkelt hoved. Ifølge kilderne er disse stænger tysk fremstillet sort ebonit; værkstedets egen markedsføring nævner blot en ebonitstang af høj kvalitet. Mundstykkearbejdet behandles således som et helt selvstændigt trin i fremstillingsprocessen.

Formrepertoiret holder sig i vid udstrækning inden for de klassiske pibeformer; ud over lige og buede hoveder ses glatpolerede, sandblæste og rustikerede overflader. Kummernes rumfang holdes i små og mellemstore mål; proportionel harmoni og brugbarhed i hånd og mund kommer forud for prangende silhuetter. Værkstedet bruger ikke traditionelle klassificeringssystemer, der graduerer stykkerne med bogstaver eller tal; hver pibe fremstår som et selvstændigt arbejde.

Værkstedets holdning

Castoldi siger, at han foretrækker det Milano-dialektale ord pipatt frem for "pibemager", når han beskriver sig selv. Dette valg kan læses som et kort udtryk for en holdning, hvor tiden bruges på hver fase, snarere end at fremskynde produktionen. Værkstedets egen markedsføring fremhæver også materialevalg og finish frem for fremstillingshastighed.