Domenico Grenci

Domenico Grenci (d. 1998) var en pibemager, der arbejdede i landsbyen Brognaturo i foden af Serre-bjergene, i provinsen Vibo Valentia i Calabrien. Hans værksted, grundlagt i en lille bjerglandsby, blev et vartegn i regionens tradition for håndlavede piber, fordi de piber, han fremstillede, nåede ud til udlandet. Selvom hans navn i dag ikke nævnes helt så ofte som de calabriske mestre, der kom efter ham, har han især blandt samlere i USA opbygget en trofast tilhængerskare.

Fra Billedhugger til Pibemager

Grencis første beskæftigelse var ikke pibemageri, men billedhuggerkunst: som ung tjente han til livets ophold i Chicago som udskærer, der arbejdede med ibenholt. Da kilderne ikke er enige om, hvornår han rejste til Amerika, er de nøjagtige grænser for denne periode uklare; men hans kendthed blandt amerikanske kunder tilskrives i vid udstrækning netop disse år. At han først lærte træet at kende gennem en billedhuggers øjne, blev også grundlaget for hans senere pibehåndværk.

Efter at han vendte tilbage til sin landsby, oprettede han sit eget værksted; grundlæggelsesåret angives i kilderne til 1960'erne, uden at der er enighed om en nøjagtig dato. De fleste, der bestilte hos ham, kom helt til Brognaturo for at hente deres pibe fra mesterens egen hånd. Blandt dem, der kom, nævnes også den daværende italienske præsident Sandro Pertini (1896-1990), kendt for sin pibepassion, og Luciano Lama (1921-1996), generalsekretær for fagforbundet CGIL. Ifølge lokale registreringer blev Grenci i 1987 tildelt titlen Republikkens Ridder (Cavaliere della Repubblica).

Briar-Filosofi

Det, der kendetegnede værkstedet, var, hvordan træet blev forberedt. Grenci arbejdede med briar fra roden af den lyngart (Erica arborea), der vokser i regionen, og lod blokkene ligge i lang tid i en kælder med jævn temperatur og fugtighed, før de blev taget i brug; Pipedia oplyser, at denne periode kunne strække sig op til ti år.

I piberne var maskinhjælpen reduceret til et minimum. Ikke kun kammer og kabinet, men også mundstykkerne blev formet i hånden. Grenci holdt sig ikke til et fast formkatalog, men opbyggede sine stykker for det meste efter freehand-tankegangen og i store dimensioner. Den omhu, han lagde i åreforløbet, bestemte også hans valg af overflade og farve: han bejdsede træet i lyse, men kontrastrige nuancer, så mønsteret kunne læses, og påførte ikke nogen beskyttende belægning inden i kammeret. Størstedelen af hans produktion består af stykker med glat overflade; overfladebehandlinger som sandblæsning og rustikation ses kun på et begrænset antal piber fra værkstedet.

Arv

Værkstedet var lige så meget et lærested som et arbejdssted; dets dør stod åben for besøgende, der ønskede at følge alle faser af produktionen. Billedhuggeren og maleren Giuseppe Zangari (f. 1960) fra Brognaturo begyndte sit kunstneriske liv her. Det berettes, at de tyske mestre Fritz Becker og Paolo Becker lærte at udvælge briar af Grenci, ja endda fik del i mesterens modnede briar, mens deres eget lager var under modning.

Da Grenci døde i 1998, gik værkstedet og den ophobede viden i arv til hans sønner; Vincenzo Grenci, hvis navn nævnes i uafhængige kilder, omtales som den, der har videreført virksomheden. Produktionen i Brognaturo fortsætter i familiens hænder.