Gurra

Gurra er mærket, som den svenske pibemager Lars-Göran Markunger (f. 1960) signerer sine piber med. Markunger, der bor i Halmstad, har sit egentlige erhverv på en glasfabrik; ifølge overleveringen vendte han sig mod pibefremstilling i midten af 2000'erne, drevet af en nysgerrighed for at kombinere forskellige materialer. Han var på det tidspunkt ikke selv piberyger; hans vane med at ryge pibe kom først efter, at han var begyndt at fremstille dem. Mærket har opnået en lille, men anerkendt plads i det svenske pibemiljø gennem sin ekstremt begrænsede produktion og usædvanlige materialekombinationer.

Navnets oprindelse og stempling

"Gurra" er på svensk en udbredt forkortelse af navnet Lars-Göran; pibemageren er blevet kaldt sådan siden ungdommen. At hans fulde navn var for langt til at passe på et stempel, var afgørende for, at mærket blev markeret med det korte kaldenavn. Forslaget kom fra Per Billhäll, som introducerede piberne for samlerkredsen. Markunger arbejder med en graveringsmaskine i stedet for et stålstempel. Kvalitetsrækkefølgen bygger på en spilkortrække: en serie stigende fra "10" til "es" anvendes, hvor "dame" (Q) svarer til mellemgraden. I de registrerede eksemplarer består stemplet af mærkenavnet, landenavnet og gradetegnet.

Bo Nordhs opmuntring

Der nævnes to impulser, der bragte Markunger til piber: en avisartikel om en fransk pibefabrik og et fjernsynsprogram, der portrætterede Bo Nordh. Ifølge overleveringen tog han sine første forsøg direkte med til Nordh, mødte både dennes hårde kritik og detaljerede råd, og fik en klar godkendelse, da han vendte tilbage med en anden gruppe piber. At han på Nordhs anvisning fik en række piber bragt til Per Billhäll, regnes som begyndelsen på, at mærket blev kendt blandt samlere; mærket er fra fødslen forbundet med kredsen omkring Nordh.

Værksted og materialeeksperimenter

Værkstedet er indrettet i et gammelt hus, som Markunger selv har renoveret; han har selv fremstillet en stor del af de maskiner, han bruger. Ifølge kilder, der beskriver situationen i 2008, havde værkstedet på det tidspunkt ingen drejebænk, og disse arbejdsgange blev udført på en bekendts værksted. Eksperimenter, der bevæger sig ud over klassiske mundstykkematerialer som lyngrod (briar) og ebonit, er mærkets kendetegn. Ifølge kilderne har han i nogle militærmonterede piber (hvor mundstykket sidder skubbet ind over skaftets ende) anvendt damaskusstål, og på skaftet af to af sine piber har han udnyttet birkebark, som kun kan findes i tilstrækkelig tykkelse i det nordlige Sverige. I farvelægningen foretrækker han syrebaserede metoder frem for traditionelle bejdser, og på nogle dele anvender han sandblæsning med apparatet på den glasfabrik, han arbejder på. Formsproget bevæger sig mellem klassiske modeller og friform (freehand).

Produktionsomfanget har fra begyndelsen været lavt. Ifølge en værkstedsreportage fra februar 2008 var det samlede antal piber, der var lavet indtil da, omkring femogtyve; et samlet tal for de følgende år kendes ikke. Derfor regnes Gurra-stemplede piber blandt de stykker, man sjældent støder på i samlinger.