top of page
Pipo (1920 x 1080 piksel) (1536 x 634 piksel)VHMVM.png

Ian Fisher

Amerikansk mester baseret i New York, der efter mange år som udenlands- og krigskorrespondent vendte sig mod håndlavet pibefremstilling.

Tags:

abd, artisan pipo, briyar, iskandinav etkisi

Opdateringsdato:

27. juli 2026

Ian Fisher (f. 1965) er en amerikansk håndlavet pibemester baseret i New York, som forener journalistik med pibefremstilling. At han kom til håndværket i en alder tæt på de halvtreds, uden at forlade skrivearbejdet, adskiller ham fra de fleste mestre i sin generation. Hans piber stemples med hans eget efternavn.

Journalistiklinjen

Fisher, der blev færdig fra Boston University i 1987, begyndte sin journalistiske karriere på The Lowell Sun i Massachusetts. I 1990 kom han til The New York Times, blev korrespondent i 1992 og arbejdede i alt i omkring syvogtyve år på avisen. En lang del af denne tid gik med lederpositioner på udenlandske kontorer: Østafrika med base i Nairobi fra 1998-2001, Østeuropa og Balkan fra 2001-2004, Rom fra 2004-2008. Da mange af hans dækningsområder hurtigt udviklede sig til konfliktzoner, kom krigskorrespondance også til at høre under hans arbejde. Han forlod avisen i 2017; det følgende Bloomberg-kapitel varede til 2024, og i 2026 vendte han tilbage til Times.

Forbindelsen til piben

Fisher, der først røg cigaretter og under sine år i Afrika cigarer, skiftede til pibe i trediveårsalderen og har beskrevet piben som en vane, der hjalp ham med at samle sig under feltforhold. I lang tid nøjedes han med billige fabrikspiber fra tobakshandlernes kurve. Ifølge overleveringen blev denne vane ændret af en ubrugt Dunhill, han stødte på hos en marskandiser i Bagdad under Irakkrigen; forskellen mellem den pibe og dem, han hidtil havde brugt, regnes som begyndelsen på hans interesse for selve fremstillingen.

Ifølge kilderne lavede han sin første pibe i 2016 ud fra et hobbysæt signeret Mark Tinsky. Da han forlod avisen, udvidedes den tid, han kunne bruge på emnet: han lærte sig selv videre ved at følge vejledninger om pibefremstilling i hjemmemål, trin-for-trin-videoer og pibemagerforummer, og udbyggede efterhånden sit bænkudstyr. I en periode havde beskæftigelsen ikke et indtjeningsformål; ønsker om køb fra omgangskredsen bragte til gengæld idéen om at udsætte arbejdet for andres bedømmelse.

Derefter søgte han direkte uddannelse. Ifølge overleveringen arbejdede han i Grant Batsons værksted i Indiana og lærte freehand-udskæring og de forskellige trin i fremstillingen; i de følgende år deltog han i undervisning hos Jeff Gracik, mesteren bag J. Alan-piben. Gennem disse to navne regnes han for at være knyttet til den undervisningslinje, der fører til Sixten Ivarsson og Poul Rasmussen og derfra videre til Tom Eltang og Teddy Knudsen — altså den amerikanske forgrening af den danske skole-traditionen.

Stil og materiale

Hans hovedmaterialer er briar og ebonit; at han lægger vægten på hård gummi til mundstykket, er et sædvanligt valg inden for den tradition, han er tilknyttet. I designet undgår han pralende effekter og fremhæver i stedet balancerede proportioner og en enkelhed, der ligger godt i hånden. Til gengæld ses bambusskaftforlængelser, ringe samt accenter af horn, fossilt elfenben eller eksotisk hårdttræ ofte i hans produktion; han har oplyst, at han bruger dem både for at udfordre sig selv og på grund af købernes smag. I overfladebehandlingen leverer han både blank polering og sandblæsning.

Det er den skandinaviske og skandinavisk-amerikanske linje, der giver hans stil dens egentlige retning. I hans portefølje findes både denne traditions kendte former og mere sjældent bearbejdede eksempler: den kvartdrejede egg, strawberry samt ved siden af Arne Jacobsen, Ib Lorans Pearl og Gert Holbeks Polonius kan nævnes. Italienske piber, især arbejder af Paolo Becker og hans søn Federico, nævnes blandt de navne, der tidligt fangede hans interesse; Gian Maria Gamboni, som han mødte, mens han var udstationeret i Rom, hører også til denne periodes navne. Engelske klassikere finder også lejlighedsvis plads i hans repertoire.

Selvom hans produktion forbliver i boutique-målestok, har hans piber nået en fast kundekreds i USA. Ifølge overleveringen blev han i 2024 bedt om at lave årets pibe for Sherlock Holmes Pipe Club of Boston. Fisher fortsætter i dag med at dele sin tid mellem værkstedet og journalistikken.

Kolofon

Başlangıç:

2010'ların ortası

Bugünkü Durumu:

Üretimini sürdürüyor; zamanını gazetecilikle paylaşıyor

Ülke:

ABD (New York)

Malzeme:

Briyar ve ebonit; bambu, boynuz, fosil fildişi aksanlar

Usta:

Ian Fisher (d. 1965)

Üslup:

İskandinav ve İskandinav-Amerikan çizgisi

Relaterede opslag

Add a Title

Add a Title

Læs

Add a Title

Add a Title

Add a Title

Add a Title

Vis blandinger fra dette mærke

Stempler og mærker

Add a Title

Add a Title

Se mere

Add a Title

Add a Title

Add a Title

Add a Title

Ressourcer

  1. Pipedia — artiklen om Ian Fisher

  2. Wikipedia — artiklen Ian Fisher (journalist)

  3. Muck Rack — Ian Fishers journalistprofil

  4. The Country Squire Tobacconist — mesterside om Ian Fisher

bottom of page