Jan Andersson

Jan Andersson er en svensk forsker, samler og foreningsmand, der har nedskrevet den skandinaviske håndlavede pibetradition. Han er ikke navnet på et mærke, men på en dokumentationsindsats: han har registreret værkstedskulturen, der opstod i Danmark i anden halvdel af det tyvende århundrede og spredte sig til Norge og Sverige, ved at tale direkte med mestrene. I dag bygger mange opslagsværkers viden om skandinaviske mestre, direkte eller indirekte, på det materiale, Andersson har indsamlet.

Bøger

Anderssons første omfattende værk er den monografi, han udarbejdede om Bo Nordh. Bogen, med titlen Bo Nordh, Pipemaker, udkom ifølge forhandleroplysninger på engelsk i slutningen af 2000'erne, og en senere udgave bar Briar Books Press' navn. Bogen skiller sig ud ved, at den viser næsten alle de former, mesteren designede, samlet på ét sted; på denne måde fungerer den som et samlet formkatalog for læsere, der ikke har mulighed for at se piberne enkeltvis.

Hans andet og mere omfattende værk, Scandinavian Pipemakers, udkom i 2012 efter fire års forberedelse. Bogen, et rigt illustreret og omfangsrigt bind, samler mere end halvtreds pibemagere fra Danmark, Sverige og Norge i én sammenhængende fortælling. Overgangen mellem generationerne gøres her særligt synlig: bogens gennemgående linje er, hvordan den værkstedstilgang, der formede sig omkring Sixten Ivarsson, videreførtes hos senere navne som Jess Chonowitsch eller Eltang. Det angives desuden, at Andersson har udarbejdet et selvstændigt værk om Tom Eltang; denne bogs data er ikke bekræftet i uafhængige registre.

Klub- og Tidsskriftsarbejde

Anderssons forfatterskab kan ikke adskilles fra hans klubarbejde. Han har i mange år varetaget sekretærposten i Svenska Pipklubben (Pipe Club of Sweden) og har haft ansvaret for redaktionen af klubbens regelmæssigt udkommende tidsskrift Rökringar. I nogle kilder nævnes han også blandt klubbens grundlæggere; i klubbens egen præsentation nævnes han derimod kun som sekretær. Ifølge klubbens egen udtalelse har den flere hundrede medlemmer, hvoraf en del bor uden for Sverige. Foreningen er kendt for at tilføje engelske resuméer til tidsskriftet for sine udenlandske medlemmer; denne detalje viser, at Anderssons arbejde fra begyndelsen har haft blikket rettet ud over landegrænserne. Klubudgivelsernes internationale holdning indtager en særlig plads inden for traditionen for pibeklubber.

Position

Anderssons bidrag stammer ikke fra hans egne piber, men fra at han har gjort andres arbejde synligt; han har selv lavet piber på amatørniveau. Han har tilbragt størstedelen af sit voksne liv med at ryge pibe og samle på dem, og har boet sammen med sin hustru i den lille by Tyringe i Sydsverige. Sådanne dokumentariske indsatser tillægges en stor del af æren for, at viden om den danske skole i dag kan formidles samlet og ordentligt.