Jess Chonowitsch

Jess Chonowitsch (ifølge kilderne 1947 - 28. november 2025) er, med et værkbænksliv på over fyrre år, en af de mest omtalte skikkelser fra den danske skole. Han tilhører den generation, der betragtede piben ikke som et mærke, men som en signatur: hans piber kom fra én hånd fra start til slut, og i intet trin af produktionen greb en fabriksordning ind.

Lærling i Københavns værksteder

Hans far, Emil Chonowitsch, åbnede lige efter Anden Verdenskrig en tobaksbutik i København sammen med sin kone, og efter over tyve års forretningsdrift vendte han sig mod håndarbejdet og begyndte at arbejde som reparatør på Poul Rasmussens værkbænk. Jess' første valg var ikke piben; han havde påbegyndt en veterinæruddannelse, men denne uddannelse blev afbrudt på grund af skolebygningens strukturelle problemer. I midten af 1960'erne trådte han, først som sommerarbejde, ind på det samme værksted ved siden af sin far.

Hans første år gik med reparationsbænken; hver pibe, der blev repareret, blev et eksempel på, hvordan materialet opførte sig. Rasmussens undervisningsmetode var indirekte: han viste ikke fremgangsmåden trin for trin, men fremlagde kun det resultat, der skulle nås, og overlod vejen derhen til sin lærling. Efter Rasmussens pludselige død i 1967 gik Jess over til W.Ø. Larsen-fabrikken og arbejdede ved siden af værkfører Hans "Former" Nielsen.

Det egentlige vendepunkt blev Sixten Ivarssons værkbænk; i en periode arbejdede han om morgenen hos Larsen og om eftermiddagen hos Ivarsson. Ivarsson gik heller ikke efter en fast opskrift: han bad sin lærling gøre piben, sådan som han selv ønskede den skulle være, kritiserede derefter det færdige arbejde og forventede, at lærlingen selv fandt årsagen til hver fejl. Chonowitsch betragtede disse to år som den egentlige kilde til sin håndviden. I samme periode fuldførte han sin attenmåneders værnepligt.

Sin egen værkbænk

I 1970 forlod han Ivarsson og begyndte at arbejde sammen med sin far i dennes landsbyværksted syd for København; Emil havde selv lavet de fleste af de værktøjer, der krævedes til de klassiske former, han havde lært af Rasmussen. Samme år mødte han sin kone, Bonnie. Parret slog sig senere ned på en gård cirka femogtres kilometer syd for København; værkstedet blev bygget op ved siden af huset. Chonowitsch bidrog også med flere formdesigns til Stanwells katalog. Hans kundekreds i udlandet voksede i slutningen af 1990'erne; fra 1999 blev hans distribution i USA lagt i en halvvejs eksklusiv ordning.

Materiale, form og stempler

Han hentede sin briar fra Korsika og Grækenland. Han lod blokkene modne i mellem atten og fireogtyve måneder og holdt fugtens fald under kontrol i hele denne periode. Størstedelen af hans produktion er glat overflade; han greb kun til sandblæsning, når træets fejl krævede det, og på disse piber lod han kammerkanten være rundet af og glat. Brug af bambusskaft regnes som hans signatur: at han udvalgte stykker, hvis lukkede led, tykkelse og ledafstand passede med hovedets proportioner, gjorde denne teknik til en målestok for den næste generation. Den omhu, han lagde i mundstykkets tilspidsning ved læbeenden og i luftkanalens uafbrudte flow, er ligeledes blevet accepteret som en målestok.

Hans stempel er ringformet: øverst "Chonowitsch", i midten "Jess", nederst "Denmark". På bambusskaftede piber slog han bogstaverne på i lige række for ikke at knuse fibrene. De piber, han lavede hos Ivarsson, bærer derimod værkstedets fælles ring, fremstillingsåret, løbenummeret og "J"-mærket, der angiver håndværkeren. På de udvalgte piber, der oversteg hans egne standarder, tilføjede han desuden et stiliseret fuglestempel; Lars Ivarssons fiskestempel er en del af den samme tradition.

De sidste år og hans indflydelse

Da hans kone blev alvorligt syg i 2006, lagde han værkbænken på hylden og passede hende i seks år. Efter Bonnies død vendte han kun i begrænset omfang tilbage til pibefremstilling; han nåede aldrig sit tidligere produktionsniveau igen. Det er kendt, at han vejledte fabrikanter som Jeff Gracik og Jody Davis. I det, der er skrevet efter hans død, understreges det, at en stor del af nutidens håndlavede pibers vante mål og finish bygger på hans værkbænk.