JHW Pipes (Jack H. Weinberger)

JHW Pipes er værkstedet, som en pensioneret advokat grundlagde i kælderen i sit hus i New Jersey, og som gennem 1970'erne blev en af de mest omtalte adresser inden for amerikansk freehand-pibemageri. Mærkenavnet stammer fra initialerne, som grundlæggeren Jack H. Weinberger prægede i sine piber; stemplet omtales blandt samlere den dag i dag med disse tre bogstaver.

Værkstedet i kælderen

Ifølge kilderne opgav Weinberger sit advokatarbejde i Virginia i slutningen af 1960'erne og slog sig ned i West Caldwell, hvor flere af hans familiemedlemmer boede. Han havde røget pibe hele livet; selve pibemageriet lærte han derimod først efter sin pensionering, uden nogen formel læretid. Ifølge overleveringen bestod hans eneste oplæring i at studere pibemageren Max Schultes værksted i Maplewood på nært hold. Derefter indrettede han et lille rum i sin kælder til værksted, ombyggede brugte maskiner til sit eget formål og opbyggede selv hele forsyningskæden: ebonit til mundstykker hentede han først fra England, senere fra Tyskland, og plateau-briar til hovederne fra Grækenland.

Timingen var på hans side. I de år var frit formede piber i den danske skole meget efterspurgte i USA, mens antallet af amerikanske pibemagere, der kunne levere samme kvalitet, var lavt. De første JHW-piber fandt hurtigt afsætning hos tobakshandlere i New Jersey, og Weinberger blev inden længe en fuldtidspibemager, der tilbragte størstedelen af dagen ved værkbænken.

Et værksted bemandet med gymnasieelever

Weinberger fandt sine medhjælpere blandt eleverne på det nærliggende gymnasium; med årene udviklede værkstedet sig til en slags uformel skole. Eleverne stod for grovformning, boring, slibning og polering, mens mesteren gav piben det sidste udtryk. Blandt navne, der gik gennem dette værksted, kan nævnes Curt Rollar, Mark Tinsky, Weinbergers nevø Vic Steinhart, Scott Parfumi (barnebarn af pibemageren Joe Cortigiano), Diane Doerr, der skilte sig ud ved sin buede bearbejdning af kammermundingen, og Frank Augsburger, der kun blev nogle få måneder på værkstedet. Steinhart forlod værkstedet sammen med skolekammeraten Mitch Kaufman og grundlagde sit eget værksted under navnet SK Pipes.

Rollar blev med tiden værkstedets afgørende hånd; han kunne udføre hele repertoiret, fra klassiske former til de mest frie fortolkninger. Det gav Weinberger plads til at koncentrere sig om den forretningsmæssige side. Mærket bredte sig først til nabodelstaten New York; RTDA-messen i New York i 1973 gav landsdækkende opmærksomhed. Samme år blev Weinberger nævnt i en artikel om pibemagere i The New York Times.

Opløsning og eftermæle

Værkstedets travleste periode lå omkring 1976: efterspørgslen oversteg produktionen, mens Weinberger selv i vid udstrækning havde trukket sig fra værkbænken og beskæftigede sig med eksperimentelle stykker. Da Rollar og Tinsky forlod værkstedet i slutningen af 1978 og grundlagde deres eget mærke, American Smoking Pipe Co., mistede værkstedet sin egentlige styrke. De nye gymnasieelever, der blev ansat i stedet, kunne ikke dække tabet, produktionen gik langsomt i stå, og Weinberger døde i 1982.

Weinbergers varige indflydelse skal findes i, at de unge, der gik gennem hans værksted, i de følgende år blev de navne, der grundlagde den amerikanske håndlavede pibescene. Betegnelsen "Amerikas Sixten Ivarsson", som blev brugt om ham efter hans død, er dog ikke almindeligt anerkendt i miljøet. Stemplet JHW regnes ikke desto mindre for en af grundlæggende adresser i den amerikanske freehand-bevægelse.