Kharitonov: En moderne artisan-signatur fra Moskva

Kharitonov er det navn, fremstilleren Andrey Kharitonov fra Moskva bærer på sine håndlavede piber. Kharitonov, der begyndte at arbejde med briar i 2019, gjorde inden to år denne beskæftigelse til sit fuldtidserhverv; i dag regnes han for et af de mest fulgte navne i Ruslands nutidige håndlavede produktion. Det, der gør hans piber genkendelige, er kombinationen af strukturer udskåret i råden og mørktonet kontrastfarvning.

En lang forberedelse til piben

Ifølge registre blev han født i Moskva i 1961 og har levet i denne by hele sit liv. Hans møde med piben går tilbage til hans tyvende fødselsdag, altså 1981: den dag fik han en pibe skåret af kirsebærtræ i gave af sin storebror, og i de følgende årtier var han aldrig uden pibe. I sin lange periode som ryger begyndte han også at reparere piber; han lavede nye mundstykker til dem, der var gået i stykker, forstærkede revnede stilke og gik ødelagte skåle (stummel) igennem. På den vej, hans bror havde vist, forsøgte han også at skære sine egne piber af kirsebærtræ. Det egentlige vendepunkt kom i 2019, da han i Moskva lagde mærke til en butik, der solgte italiensk briar; med de kubber, han samme år anskaffede, lavede han sine første piber af briar (funda-rod).

At bygge form uden drejebænk

Årene med reparation havde gjort ham fortrolig med håndværktøj, men ikke skaffet ham pibefremstillingens udstyr; til at begynde med havde han heller ikke et separat værksted. Da klassiske europæiske former er udviklet til at blive udført på drejebænk, var det ikke muligt for ham at gå ind i dette repertoire uden en drejebænk. Dermed vendte hans tidlige arbejder sig fra begyndelsen mod frihåndsformer (freehand): eksperimentelle former, der kom ud af, hvad kubben tillod. De første piber, han delte på russiske pibefora, fik ikke den interesse, han havde ventet: det fælles punkt i kritikken var, at formerne ikke lå bekvemt i hånden og henvendte sig mere til samleren end til rygeren. Kharitonov vendte sig herefter mod designs, der satte brug og håndholdbarhed forrest. Denne drejning betød ikke en tilbagevenden til det tyvende århundredes formkataloger; sit mål hentede han fra den moderne artisan-linje, der udspringer af den danske skole.

Struktur, farve og accentmaterialer

Det mest karakteristiske ved hans nuværende arbejder er overfladeforståelsen. I stedet for de vante overfladebehandlinger som rustikation og sandblæsning stiller han markante mønstre, udskåret i briaren, side om side med glatpolerede flader. Kontrastfarvning baseret på nuancer af valnød, kobber og blomme regnes også som en del af hans signatur. Han skærer sine råder af italiensk briar og sine mundstykker af ebonit. Som accentmateriale bruger han sølv, kobbernikkel og eksotiske træsorter; den udsmykning, han griber til hyppigst, er fossiliseret mammuttand. Han har en særlig interesse for bambus: kurver, der er svære at opnå med briar og ebonit, henter han ofte gennem dette materiale.

Fuldtidsfremstiller

Ifølge registre var halvtreds piber færdige, da 2020 sluttede; med indtægten heraf udstyrede han sit værksted. I 2021 nåede den årlige produktion op på hundrede og ti, og antallet af indkomne bestillinger var tilstrækkeligt til, at han opgav sit arbejde og gik over til fuldtidsfremstilling. Fra den dato ses det, at han er blevet friere i sit design og igen har nærmet sig de tidlige periodes usædvanlige former. Han siger selv, at han stadig søger en stil, der er helt hans egen; blandt de navne, registrene nævner, at han føler sig knyttet til, er de russiske fremstillere Viktor Jasjtilov, Misja Revjagin og Aleksej Harmalov. For en signatur fra Ruslands ældre generation kan man se opslaget Gretjukhin.