Kulpinski (Ryszard Kulpiński)

Kulpinski er navnet, den polske pibemager Ryszard Kulpiński brugte på de piber, han producerede i byen Przemyśl. Denne lille by i landets sydøst regnes siden sidste fjerdedel af 1800-tallet for centrum for polsk pibemageri, og Kulpiński er en af de mestre, der knytter sig til efterkrigsgenerationen i denne tradition.

Przemyśl-traditionen og læretiden

Begyndelsen på pibemageriet i byen går tilbage til 1870'erne. Den tjekkiskfødte håndværker Wincenty Swoboda begyndte i 1889 at skære piber i en kælder og grundlagde i 1908 sit eget værksted. Produktionen, der stoppede med Swobodas død i 1941, kom igen til live i 1945 med det værksted, brødrene Walat åbnede. Ryszard Kulpiński trådte ind i dette værksted i 1956 og lærte håndværket der.

Disse år ved bordet blev også en skole i at klare sig uden materiale. I den socialistiske periode var importen af briar uregelmæssig, så polske piber blev i lang tid skåret af indenlandske træsorter som pære og valnød. Ifølge pibelitteraturen lettedes forholdene noget efter 1970; i perioden 1971-1981, hvor navnet "Walatówka" for Walat-værkstedets produkter blev udbredt, regnes Kulpiński også for at have en andel i denne succes.

Selvstændighed og egen signatur

Ifølge samme kilder blev Ludwik Walats død et vejskel for dem, der var oplært på værkstedet. Kulpiński arbejdede en tid sammen med Ryszard Filar, der kom fra samme skole; de to mestres samarbejde blev opløst i 1983, og Kulpiński producerede herefter alene. Det angives, at hans eget værksted begyndte at arbejde i de første måneder af 1984. Det er også baseret på disse kilder, at han i 1985 modtog en titel fra det daværende Kultur- og Kunstministerium, der kan oversættes som "mester i kunsthåndværk"; titlens officielle polske navn er ikke bekræftet. En sådan udmærkelse i datidens Polen betød, at pibemageriet gik fra at være et almindeligt håndværk i statens klassifikation til at blive optaget blandt kunsthåndværkene.

Det egentlige vendepunkt kom efter 1989. Med Østblokkens opløsning forsvandt briar-mangelen, og de piber, der blev lavet i Polen, kunne for første gang vurderes efter samme kriterier som arbejder i Vesteuropa. Kulpiński udnyttede denne åbning på messer; han udstillede både i og uden for landet og regnes for en af de første polske mestre, hvis navn blev kendt i pibemiljøer uden for Østeuropa. Det angives, at også forsyningen af emner fandt sin form i denne periode, og at man efter 1997 overvejende hentede materiale fra Portugal, Spanien og Albanien.

Autograf-piberne

Værkstedet arbejdede fra begyndelsen i to forskellige tempi. Klassiske former blev mangfoldiggjort med maskinstøtte; ved siden af disse blev der lavet stykker, der blev afsluttet enkeltvis i hånden. Denne dobbelte ordning er et eksempel på, at skellet mellem artisan-pibe og fabrikspibe kan følges inden for et og samme værksted. De håndudførte piber adskilles med navnet Autograf og firecifrede numre; nogle er figurative og skulpturelle udskæringer, andre er frie former i freehand-ånd, formet efter emnets masering.

Autograf-listen indeholder også nyfortolkninger af historiske stykker. Ifølge overleveringen blev pibe nummer 0099 lavet med udgangspunkt i målene på en merskumspibe, der findes på museet i Przemyśl, og som siges at være skåret omkring 1800 til en polsk adelsmand. Byens pibesamling udstilles i dag i klokke- og pibemuseet, tilknyttet Przemyśl Nationalmuseum, i bygningen ved urtårnet. Der er ikke fundet nogen aktuel optegnelse om mesterens og værkstedets nuværende status.