Labuenapipa (Luis Wiesenthal)

Labuenapipa er et lille håndlavet pibeværksted, der har været aktivt i byen Jerez de la Frontera i Andalusien, kendt for sin vinproduktion. Fødselsåret for Luis Wiesenthal, der drev værkstedet alene, angives i optegnelserne som 1951; grundlæggelsesåret er derimod ikke tydeligt dokumenteret, og de foreliggende oplysninger stammer fra begyndelsen af 2010'erne. Når man tager i betragtning, at pibemageri i Spanien er begrænset til en meget snæver kreds, regnes værkstedet for en af landets få uafhængige virksomheder.

Værkstedets grundlæggelse

Ifølge overleveringen tilbragte Wiesenthal sit arbejdsliv ikke med pibe, men med vin: han drev i mange år kældervirksomhed i Jerez og beskæftigede sig samtidig med oliemaleri og akvarel. Pibebænken grundlagde han også som en fortsættelse af denne interesse for håndarbejde, på et senere trin af sin karriere. Det angives, at produktionen, der begyndte som en fritidsbeskæftigelse, senere blev til et fuldtidsarbejde. Værkstedets skala gik på intet tidspunkt ud over lille serieproduktion; hvert emne kom fra én og samme hånd.

Materiale og metode

Værkstedets vigtigste kendetegn er, at materialet kontrolleres fra start til slut af samme person. Wiesenthal har sagt, at han selv udvalgte og selv hærdede de briar-stammer, han brugte, og at han dermed selv kunne justere tørretiden. Dette er en anderledes arbejdsform end værksteder, der køber færdige blokke, og det begrænser produktionshastigheden direkte.

Ud over briar er det også registreret, at han fra tid til anden fremstillede korpusser af rodknuden på oliventræer. Olivenrod er ikke et almindeligt alternativ til briar i pibemageri; man støder oftere på det som et lokalt valg i middelhavsværksteder. Værkstedets produktsortiment omfattede desuden også elektroniske piber. Det angives, at disse dele blev udviklet med tanke på tidligere rygere, der havde holdt op med tobak, og at man ikke afveg fra de traditionelle metoder i korpusbearbejdningen.

Designlinje

Wiesenthals arbejder befinder sig et sted mellem stive klassiske former og fuldt frihåndsdesign: der bruges frie linjer, men de klassiske proportioner opgives ikke helt. Det kriterium, værkstedet fremhæver, er ikke kun udseendet, men også at røgvejen og hulmålene er konsistente. Denne vægtlægning er en holdning, man ofte ser i enmandsværksteder: fordi antallet af emner er lavt, kan hvert korpus indre mål kontrolleres separat, og formen kan udformes uden at gå ud over funktionen.

Det vides, at Wiesenthal selv angav Skandinavien, især den danske skole-tradition, som sine referencemestre; hans navn nævnes ofte sammen med Tom Eltang på grund af den vægt, han lægger på overfladebehandling.

Status i dag

Det kan ikke bekræftes, om værkstedet fortsat er aktivt. Den internetadresse, der blev brugt i lang tid, tilhører i dag et kommercielt websted uden forbindelse til pipe; værkstedets navn nævnes heller ikke i det spanske pibemiljøs aktuelle producentregistre. Derfor forbliver Labuenapipa, hvad angår tilgængelige oplysninger, i vid udstrækning et lille værksted, hvis spor er frosset fast i begyndelsen af 2010'erne.