McGrath (John Hamilton McGrath)

McGrath er den signatur, den canadiske mester John Hamilton McGrath satte på sine piber. Mesteren, der arbejdede med base i Vancouver, satte sig ved arbejdsbænken i moden alder og efterlod sig kun et begrænset antal piber; derfor er navnet McGrath i dag mindre et etableret mærke og mere en signatur, man af og til støder på i andenhåndsomsætningen. Fødselsåret er registreret som 1949; dødsåret varierer derimod mellem kilderne. Stemplet ses oftest i en form, hvor for- og efternavn er fordelt over tre linjer; i registreringerne omtales også et JHM-stempel bestående af initialer.

Fra reklame til arbejdsbænk

Hans faglige baggrund lå inden for design: ifølge registreringer studerede han industrielt design ved Carleton University i Ottawa og arbejdede derefter i mange år som grafisk designer og kunstnerisk leder i reklamebureauer. Ifølge overleveringen blev han midt i 1990'erne alvorligt kvæstet, da en bil ramte ham, mens han cyklede på vejen; hans rekonvalescens tog lang tid, og i den periode kunne han ikke udøve sit erhverv. Da han kom sig, vendte han ikke tilbage til bureauverdenen. Den briar-pibe, han havde brugt i årevis, som indtil da kun havde været en vane, blev fra dette tidspunkt en beskæftigelse.

Han stod ikke i lære hos nogen. Han lærte teknikken ved forsøg og fejl og gennem korrespondance med folk, han mødte i online pibefora — disse fora var i slutningen af 1990'erne det vigtigste sted, hvor spredte entusiaster knyttede bånd til hinanden. Han bragte på kort tid alle trin, fra udboring af kammeret til den endelige polering, op på et niveau, der gav pænt resultat. McGrath er derfor et eksempel på den generation, hvor artisan pipo-tankegangen bredte sig sammen med internettet, snarere end på en dybt forankret værkstedstradition.

Arbejder og formforståelse

Designerens øje gav sig udslag i to retninger i McGraths arbejder. På den ene side gengav han klassiske former som billiard og bulldog med rene proportioner; på den anden side fremstillede han enestående, formfri freehand-design. I eksempler, der optræder i andenhåndsregistreringer, træder detaljer som flammefarvet åring, tilbagebøjede kanter og en fin perlelinje frem.

I hans senere arbejder blev mundstykket en selvstændig udsmykningsflade: han indlagde farvekontrasterende briar- eller mammutstanddele som intarsia for at fremhæve overgangen mellem skaft og mundstykke. Ud over piber lavede han også sine egne designede stoppere. Ifølge registreringer bidrog han én gang til et forsidebillede for et pibe- og tobakstidsskrift; dette bidrag er ikke bekræftet af en uafhængig kilde.

En kort periode

Hans år ved arbejdsbænken var klemt sammen mellem slutningen af 1990'erne og midten af 2000'erne og nåede ikke engang op på ti år. Ifølge overleveringen var det, der afsluttede denne periode, ikke manglende interesse, men økonomiske regnestykker: for McGrath, der alene opfostrede sine tvillingebørn, var pibernes indtjening ikke nok til at dække udgifterne, og han lukkede værkstedet og vendte tilbage til lønnet arbejde. Ifølge samme fortælling overvejede han en dag at vende tilbage, men dette ønske faldt sammen med periodens økonomiske nedgang og blev derfor aldrig til noget. Disse detaljer bygger på én enkelt kilde og er ikke blevet bekræftet andetsteds.

At produktionen var så kortvarig, er også hovedårsagen til, at signaturen ses sjældent i dag. Kilderne stemmer ikke overens om mesterens dødsår: Pipedia angiver 2016, mens nogle andenhåndsregistreringer nævner 2013; hvilken der er korrekt, forbliver uklart. Navnet omtales som et lokalt eksempel på bølgen af global briar-værkstedsdrift blandt uafhængige mestre i Canada.