Non canta la raganella

Non canta la raganella er et af de få pibemærker, hvis navn direkte beskriver det problem, det forsøger at løse. Dette lange navn, der på italiensk betyder "løvfrøen synger ikke", beskriver den skrattende lyd, som den kondensvand, der samler sig i skaftet under rygning, frembringer; det fortælles, at datidens rygere sammenlignede denne lyd med kvækken fra en frø. Mærket blev grundlagt i byen Castelfidardo i regionen Marche af Alcide Duranti; stiftelsen dateres i kilderne til enten sidste fjerdedel af det 19. århundrede eller de første år af det 20.

Den tekniske idé bag navnet

Durantis løsning var et rum med skillevægge, placeret inde i skaftet. Formålet med dette hulrum var at opsamle den kondens, der opstår under rygningen, før den nåede mundstykket, og dermed dæmpe både lyden og den bitre væske, der ellers ville nå munden. På den tid blev det samme problem oftere løst ved hjælp af det porøse merskum; for de rygere, der ikke havde råd til en merskumspibe, blev Durantis mekanisme en mere tilgængelig løsning. Idéen regnes for et af de tidlige og bemærkelsesværdige eksempler på et forsøg på fugtstyring ved hjælp af en simpel mekanisk foranstaltning indbygget i selve briar-korpusset.

Partnerskab, stempler og ejerskifter

Efter 1. Verdenskrig blev Adriano Anselmi, en pibefabrikant og handelsrepræsentant fra Ancona, partner med familien Duranti. Ud over forkortelsen AAA (Adriano Anselmi Ancona), som Anselmi selv brugte i sit eget navn, begyndte man med partnerskabet at slå stemplet DAC på piberne; bogstaverne er begyndelsesbogstaverne i "Duranti Anselmi Castelfidardo". DAC-stemplet ses oftest indrammet af et skjold og blev også brugt på periodens plakater for mærket. De grønfarvede reklameplakater med en pibende figur, som findes i Italiens katalog over kulturarv, dokumenterer mærkets synlighed i anden fjerdedel af det 20. århundrede.

Ifølge kilderne gik virksomheden efter 1945 over til familien Gandolfi, og produktionen flyttede til det nærliggende Loreto. Det oplyses, at den sidste ejer var en tysk-født pibegrossist, der i kilderne kun nævnes med efternavnet Braun. Ifølge fortællingen blev distributionen i Italien i slutningen af 1960'erne overdraget til firmaet Lubinski. Mærkets produktionsår ser i nogle kilder ud til at være ophørt i 1980'erne, i andre i 1990'erne; oplysningen om, at de sidste partier blev produceret af Chacom i værkstederne i Saint-Claude, er heller ikke bekræftet.

Stempelvarianter og serier

Gennem sin lange levetid blev mærkenavnet stemplet i forskellige former; samlere ser oftest på dette stempel, når de daterer en pibe:

Stempel	Note
Non canta la raganella	Fulde navn; kendt for at have været brugt fra de tidlige til de sene perioder
La Raganella	Forkortet form
Raganella	Med varierende bogstavtyper
NCLR	Sen forkortelse
DAC	Partnerskabsstempel, oftest inden i et skjold

En af de mest kendte serier var Corteccia, hvis delvist relieferede overflade minder om et tobaksblad. Vanen med at bruge både glat og relieferet overflade på samme pibe skulle senere blive udbredt i italienske værksteder; Corteccia regnes for et tidligt eksempel på denne tilgang. For den generelle ramme om emnet kan der henvises til artiklen om overfladebehandling. Mærket er ikke i produktion i dag; dets piber findes kun i samlerkredse.