Oldenkott

Oldenkott er et mærke, hvis rødder rækker tilbage til tobakshandelen i Holland i 1700-tallet, og som i midten af det 20. århundrede blev Tysklands største pibeproducent. Navnet forbindes i dag mest med den seriefremstillede briar-pibeproduktion, der i tres år blev drevet i den lille by Rees i Niederrhein-regionen.

Fra tobak til pibe

Familiens tobaksforretning blev drevet i to adskilte grene. Ifølge optegnelserne forarbejdede Henricus Oldenkott tobak i Weesp i 1740, mens Hermannus Oldenkott, der levede fra 1730 til 1792, grundlagde sin egen fabrik i Amsterdam i 1760. Denne anden grens tyske udløber blev åbnet i Ahaus i 1819 af en af hans sønner. De to grene drev virksomhed uafhængigt af hinanden i lang tid.

Vendepunktet kom i 1838: August Kersten fra Rees overtog virksomheden ved at opkøbe fabrikkerne i Elten og Weesp, men beholdt navnet Oldenkott. Under familien Kerstens ledelse voksede den tyske gren hurtigt og blev en af landets førende tobaksvirksomheder; i 1921 blev der opført en fabrik i Rees, som dengang blev regnet blandt de mest moderne anlæg. Virksomheden i Holland gik i 1923 over til firmaet Sopla fra Amersfoort, og produktionen blev trukket ud af Amsterdam; i 1929 overtog selskabet i Rees desuden den anden grens anlæg i Neuss og Ahaus.

I 1932 besluttede virksomheden at supplere tobakken med sin egen pibe. Dette skridt skulle i de følgende år komme til at definere Oldenkotts egentlige identitet.

Rees-fabrikkens opgangstid

Efter Anden Verdenskrig holdt Oldenkotts piber en betydelig andel af det tyske marked. Da Terry-rapporten, der blev offentliggjort i 1964 og påviste sammenhængen mellem cigaretrygning og lungekræft, fik flere til at søge over mod piben, oplevede fabrikken sine mest produktive år; ifølge optegnelserne oversteg den månedlige produktion fyrre tusind piber mellem 1968 og 1970, og virksomheden blev Europas største pibeproducent.

Piberne blev fremstillet på drejebænk og med form efter seriefremstillingsmetoder; mærkets mål var ikke enkeltvis signerede stykker, men en ensartet og tilgængelig standard. På den måde regnes Oldenkott som et af de mest typiske eksempler i Tyskland på skellet mellem fabrikspibe og værkstedspibe. Det fortælles, at man ud over hovedmærket brugte stemplerne Eminent, Excelsior, Excellent og Oldex til andenkvalitet eller sideserier; stemplet Maxim, der blev fremstillet til grossisten Terella i Hamburg, blev derimod videreført af andre producenter, efter at fabrikken lukkede.

En påstand, der ofte gentages i miljøet, er, at piber mærket Porsche Design blev fremstillet hos Oldenkott. Denne tilskrivning er omstridt: nogle kilder angiver, at de pågældende piber stammer fra en anden producent, og at Oldenkott derimod lavede sin egen serie ved navn "Turbo". Det antydes, at de to seriers formmæssige lighed kan have givet anledning til denne forveksling.

Lukning og mærkets senere liv

Virksomheden blev i 1972 solgt til den hollandske Niemeijer-koncern, tobaksproduktionen ophørte helt i 1974, og anlægget blev omdannet til en fabrik, der udelukkende fremstillede piber. I 1987 købte Peter Kersten virksomheden tilbage på familiens vegne, men den kunne ikke klare sig mod det svindende marked; fabrikken lukkede i 1992, da der kun var seksten pibemagere tilbage. Dermed forsvandt en af de to store fabrikker, der i Tyskland nævnes sammen med Vauen, ind i historien.

Mærkenavnet kom igen på tale i 2012: Alexander Strähnz fra Köln erhvervede rettighederne til ord- og figurmærket "Henric's Oldenkott Senior & Comp." med det formål at genoptage produktionen i begrænset omfang. Det fortælles, at de nye modellers form er inspireret af de gamle Rees-piber, og at mærkets gamle kendetegn, den røde-hvide prik, er blevet genanvendt i topserien. Den nye serie blev præsenteret sammen med en udstilling, der åbnede på byens museum.