Pipas de Cochera

Pipas de Cochera er navnet, den mexicanske ingeniør Roberto González González gav de piber, han selv fremstillede; på spansk betyder det "garagepiber". Bag navnet ligger hverken et mærke eller et værksted: navnet beskriver en amatørbeskæftigelse, der blev synlig på en personlig hjemmeside i begyndelsen af 2000'erne. I dag omtales det i pibekredse ikke på grund af selve piberne, men på grund af de fremstillingsnoter, der blev offentliggjort på siden. Fordi de blev skrevet i en periode, hvor der næsten ikke fandtes spansksprogede kilder om pibefremstilling i Latinamerika, regnes disse noter blandt entusiaster i regionen som en førstehåndsreference.

Det, man ved om Gonzálezs livshistorie, hviler på hans egen fortælling; der findes ingen uafhængig registrering. Ifølge den er han født i 1957, kom til verden i Mexico City, studerede elektronikingeniør og udøvede sit erhverv i elektronikindustrien, først i Ciudad Juárez, siden i Guadalajara. Han vendte sig mod piben i voksenalderen efter en lang periode som cigaretryger; efterhånden som hans samling voksede, forskød hans interesse sig fra at ryge til at fremstille.

Begyndelsen med kittet

Udgangspunktet for beskæftigelsen er det færdige pibekit. I sådanne sæt, som producenter som American Smoking Pipe Co. sælger, findes en briar-klods, hvor hovedet, rørkanalen og tenonhullet på forhånd er boret, så de passer sammen, samt et mundstykkeemne tilpasset dette; det, der er tilbage for køberen, er at forme og slibe. Ifølge firmaets egen præsentation indeholder kittene enten ebauchon- eller plateau-briar; plateau-klodser kendes på deres bark-belagte overflade og renere åring. De første sæt, González anskaffede, var af plateau-typen.

Ifølge hans egen fortælling begyndte hans værksted med kun ét værktøj, et rotationsværktøj, og voksede derefter, efterhånden som behovet opstod: en boremaskine og et tenonuddragningsværktøj, så han selv kunne bore hullerne, en skive- og båndsliber, der erstattede håndslibning, og til sidst en lille drejebænk til mundstykkearbejdet. Han angiver, at han holdt op med at bruge færdige kits og gik over til fremstilling direkte fra klodsen, da hans værktøj var komplet. Denne udvikling er et forløb, der ofte ses hos amatører, der begynder inden for pibefremstilling.

Mundstykkearbejdet

Det emne, noterne bruger mest plads på, er mundstykket (stem). González skriver, at han i en periode fortsatte med at bruge færdige, formstøbte emner, men at emnet ikke bevarede sin oprindelige form, og at han ofte drejede det på ny på drejebænken og til tider ændrede hele formen. I de noter, der er gengivet i Círculo de la Pipa Méxicos publikationer, går han derimod ind for at bearbejde vulkanit-stang og lave mundstykket helt fra bunden; de argumenter, han fremfører, er formfrihed, et mere ensartet materiale og længere levetid. Efter en udbredt opfattelse blandt pibemagere indeholder vulkanit, der fremstilles under højt tryk i stangform, ikke de luftlommer, som kan opstå i formstøbte mundstykker under slibning og ødelægge arbejdet. Prisen for dette er arbejdskraft: det angives, at det at dreje et mundstykke i hånden tager næsten lige så lang tid som at færdiggøre en hel pibe fra begyndelse til slut. Grunden til, at vulkanit foretrækkes blandt mundstykkematerialer, er, at det føles blødt mod tænderne.

Pibemiljøet i Mexico

Pipas de Cochera-siden falder sammen med den periode, hvor et organiseret pibemiljø opstod i Mexico. Ifølge kilderne blev Círculo de la Pipa México grundlagt i Mexico City i 2000, tilmeldte sig få år senere Comité International des Clubs de Pipe (CIPC) og indstillede sin virksomhed i 2015. Det, González skrev, cirkulerede i dette miljø, og efter at hans egen hjemmeside lukkede, er det blevet bevaret gennem gengivelser i klubbens publikationer og på andre hjemmesider. Det vides ikke, om han er fortsat med sin beskæftigelse.