Pibemateriale og -konstruktion (Materials and Construction)

Pibemateriale og -konstruktion (materials and construction) er en paraplyoverskrift, der samlet behandler de to variabler, der bestemmer både en pibes udseende og dens trækadfærd. Hvilket materiale hovedet er lavet af, betyder lige så meget for resultatet som den måde, gennemgangen er konstrueret på: den vej røgkanalen følger, om der er et luftrum under kammeret, og hvordan mundstykket sidder på skaftet. Delenes navne og placering findes i artiklen pibens anatomi, og en kriterie-for-kriterie sammenligning af materialerne findes i artiklen materialer til pibehoveder.

Rammen for de naturlige materialer

Det moderne pibes standardmateriale er bruyère, altså rodknolden fra lyngtræet (Erica arborea), der vokser omkring Middelhavet; dets modstandsdygtighed over for ild og evne til at absorbere fugten, der frigives under rygning, har givet det denne position. Indtil bruyæren blev udbredt i anden halvdel af 1800-tallet, var brændt ler Europas dominerende materiale. Fra 1500-tallet, hvor tobakken kom til kontinentet, havde lerpiben alle samfundslag i hånden; pibemagerne i Westminster var i 1619 talrige nok til at blive et laug ved kongeligt patent. Blandt de mineralske materialer indtager merskum førstepladsen: navnet, der på tysk betyder "havskum", betegner denne bløde sepiolit, hvis vigtigste forekomster findes omkring Eskişehir og sekundært i Somalias El Buur-område. Da den porøse struktur trækker fugt og tjære ind i sig, skifter overfladen farve, i takt med at piben bruges, fra gul til ravtoner, opefter fra bunden.

Sjældnere materialer findes for enden af listen: eg, der er blevet mørkt efter tusinder af år i mose (morta), pibesten skåret ud af Nordamerikas røde argillit, samt brændt porcelæn. I kalabas-piben er selve hovedet lavet af en flaskegræskar, mens den del, der er i kontakt med ilden, ofte er et separat stykke af merskum eller porcelæn. Fabrikken, der gjorde majskolbepiben til et billigt og masseproducerbart produkt, blev grundlagt i 1869 i Washington, Missouri; den hollandske indvandrer og tømrer Henry Tibbe patenterede i 1878 metoden til at fylde kolbens porer udefra med en gipslignende blanding for at øge dens holdbarhed. Virksomheden fik navnet Missouri Meerschaum i 1907.

Konstruktionens indflydelse på trækket

To piber lavet af samme materiale ryges ikke ens, hvis deres opbygning er forskellig. Det, der definerer kalabaspiben, er ikke materialet i selve hovedet, men det store luftrum, der efterlades under kammeret; det anerkendes, at dette hulrum køler røgen, sænker fugtigheden og mildner skarpheden. I bruyærepiber, hvis ydre linje efterligner kalabassen, findes et sådant hulrum for det meste ikke, så ligheden forbliver overfladisk. Det samme princip virker også i separat monterede foringer i hovedet, i filterlejer og i skaftmekanismer, der opsamler fugt. Der er også en konstruktionsmæssig begrundelse for, hvorfor majskolben ofte anbefales til begyndere: det anerkendes, at den giver det forventede træk fra første dag uden behov for den indkøringsperiode, bruyæren kræver.

Metal- og syntetiske forsøg

Piber med metalhoved udgør en gren for sig. Det fælles træk ved disse design er, at de opsamler den fugt, der kondenserer langs skaftet, i et separat rum, og at de lader røgen tilbagelægge en længere vej, før den når munden; hovedet er i de fleste modeller en selvstændig del, der kan afmonteres og udskiftes. Kirsten og Falcon er ifølge kilderne de navne, der fortsat producerer inden for denne gren.

I midten af det tyvende århundrede blev der også afprøvet laboratoriematerialer. Ifølge kilderne begyndte Super-Temp Corporation i 1963 at producere modellen "the pipe" med plasthoved og et kammer foret med pyrolytisk grafit; efter 1965 blev salget varetaget af Venturi, Inc., og serien blev trukket tilbage fra markedet omkring 1975. S. M. Frank & Co. udviklede i 1966 materialet Brylon, der kombinerer en varmebestandig harpiks med formalet træstøv; piber lavet af dette materiale, der regnes for holdbart, men tungt, blev også produceret i de følgende år.