R. Quagliata Pipes

R. Quagliata Pipes er navnet på en lille briarpibe-arbejdsbænk med base i Phoenix (Arizona), som Ryan Quagliata driver alene. De sammenhængende optegnelser om mærket stammer fra slutningen af 2000'erne; grundlæggelsesåret er ikke dokumenteret. Navnet forbindes ikke med serieproduktion, men med et begrænset antal håndformede stykker.

Værkstedets omgivelser

Quagliatas navn bliver kendt i en periode, hvor den amerikanske scene for håndlavede piber voksede med et bredt amatørgrundlag. I denne periode gik vejen til at åbne en arbejdsbænk ofte ikke gennem en skole, men gennem uformelle relationer opbygget omkring materialeleverandører og tobakshandlere. I Phoenix var denne adresse Pipe Makers Emporium, som Paul Hildebrand drev: et værksted, der både solgte det materiale, der krævedes til briar og mundstykkearbejde, og af og til gav undervisning. Ifølge Quagliatas egen fortælling fandt han, da han ikke havde råd til undervisningsgebyret, en mulighed for at lære ved at påtage sig reparationsarbejde i værkstedet; det var her, han fik praktisk viden om pibekroppens konstruktion og brugen af værkstedets redskaber. En sådan byttehandel regnes for en almindelig læringsform i den amerikanske håndlavede pibescenes vækst i 2000'erne, jf. artiklen om den amerikanske håndlavede pibescene.

Ifølge egne udsagn var hans beskæftigelser inden piben skabsmontering, spånfremstilling og guldsmedearbejde; denne fortid er ikke uafhængigt bekræftet. At alle tre kræver præcision i mål og overfladeforarbejdning, nævnes som en færdighed, der lettede overgangen til arbejdsbænken. Hans første stykke bestod blot i at samle en forboret emne, købt hos en tobakshandler, med et færdigt vulkanit-mundstykke.

Fremstillingsfilosofi

Værkstedets kendetegnende valg er, at mundstykket fremstilles ved arbejdsbænken sammen med briar-kroppen i stedet for at blive købt færdigt. Til dette er stangformet ebonit og Cumberland blevet brugt, og forbindelsen mellem krop og mundstykke er løst med en Delrin-tap (tenon). I de samme år blev håndformningen af mundstykket for de fleste uafhængige amerikanske værksteder en tærskel, som håndværksdygtigheden blev målt ud fra. Mærkestemplet påføres ikke med et stålstempel, men med lasergravering; som begrundelse angiver optegnelserne, at stemplet dermed fremstår varigt og rent. Blandt de navne, han har set som et mål for håndværksdygtighed, nævner han Jody Davis fra værkstedet J. Davis Pipes og Jeff Gracik fra værkstedet J. Alan Pipes.

Kendthed og eftertiden

R. Quagliata Pipes har aldrig etableret sig i et bredt distributionsnet; produktionen har rettet sig direkte mod kunder og en snæver kreds. Optegnelserne om mærket ophører i slutningen af 2000'erne, og der findes ingen pålidelig information om den senere periode. Derfor står spørgsmålet om, hvorvidt værkstedet stadig er aktivt, fortsat åbent.