Royal Copenhagen

Royal Copenhagen, officielt Den Kongelige Porcelænsfabrik, er en porcelænsfabrik grundlagt i København den 1. maj 1775 af kemikeren Frantz Heinrich Müller. Virksomheden, der er kendt for sit stel og sine blåmalede figurer, nævnes i pibelitteraturen på grund af en lille del af sin to og et halvt århundrede lange historie: porcelænspibeproduktionen, der begyndte omkring 1970 og varede omkring femten år. Dette korte projekt huskes, fordi det samlede størstedelen af de mestre, der i disse år prægede dansk pibedesign, i ét og samme forehavende.

Et Forsøg med Porcelæn

Bag beslutningen om at gå ind i pibebranchen ligger en historie, som ofte fortælles i pibemiljøet: fabrikken forberedte et par porcelænspiber og en tobaksdåse til Kong Frederik IX (1899-1972). Ifølge fortællingen var gaven til kongens halvfjerdsårsdag, altså i 1969; da den blev vel modtaget, kom serieproduktion på tale. Hverken selve gaven eller kongens interesse for piber er blevet bekræftet af nogen uafhængig kilde uden for pibelitteraturen; hændelsen bør derfor overleveres som en grundlæggelsesfortælling.

Det, der kan bekræftes, er selve produktet. I 1970 blev en serie på otte modeller lanceret; dette var etablerede former som billiard, zulu og bent billiard, tilpasset til porcelæn. Den model i serien, der fik mest opmærksomhed, var Golf Ball, som næsten fik navn efter sin kugleformede piberhoved. For den ældre brug af materialet henvises til opslaget porcelænspibe.

Designbordet Etableret i 1971

For at udvide serien blev der afholdt en designkonkurrence i efteråret 1971. Blandt de indbudte navne var Anne Julie, Emil Chonowitsch, Jess Chonowitsch, Poul Hansen, Gert Holbek, Lars Ivarsson, Sixten Ivarsson, Svend Knudsen, Ib Loran, Jørn Micke og Karl Erik Ottendahl. Listen dækker næsten hele den generation, der kaldes den danske skole; derfor betragtes konkurrencen som et usædvanligt møde i landets pibedesignhistorie.

Detaljerne om konkurrencen hviler på én enkelt fortællekæde, og de sekundære kilder gentager den samme information. Ifølge denne kilde blev der foreslået næsten halvtreds former, bedømmelsen skete med skjulte designernavne, og førstepladsen samt tredjepladsen gik til Jørn Micke, mens andenpladsen gik til Ib Loran. De formentligste former, sammen med et design af Lars Ivarsson og yderligere nogle former fra Micke, gik i produktion. Fordi Mickes navn er blevet knyttet så tæt til disse piber, tilskrives de eksemplarer, der cirkulerer på samlermarkedet, oftest ham.

Materialets Begrænsninger og Produktionens Ophør

Selvom porcelæn var overraskende holdbart som materiale til piberhovedet, skabte det problemer ved samlingerne. I de tidlige modeller var mundstykkets tap (tenon) bearbejdet i den traditionelle retning; det er rapporteret, at forbindelsen kunne løsne sig under rygningen, så piberhovedet kunne løsrive sig. Ifølge pibelitteraturen blev tappens retning vendt om omkring 1972 for at løse problemet; også denne oplysning hviler på en enkelt kilde og bør ikke tages som endegyldig.

Produktionen, som strakte sig over næsten femten år, ophørte i midten af 1980'erne; en præcis lukningsdato findes ikke i kilderne. Fabrikken gennemgik i disse år en række ejerskifter og fusioner, og i dag fortsætter Royal Copenhagen som et porcelænsmærke uden nogen tilknytning til piber. Periodens piber betragtes i dag mindre som brugsgenstande og mere som dokumenter om en kort sidegren af dansk design.