Saci (Yukio Okamura)

Saci er navnet, den japanske pibemester Yukio Okamura gav de piber, han selv lavede. Navnet betegner et enmandsværksted, hvor der ikke bruges elektriske maskiner, og hvor den årlige produktion ikke overstiger nogle få dusin. Det oplyses, at Okamura er født i 1950 og kommer fra egnen omkring Osaka; i optegnelser baseret på mesterens egen fortælling nævnes det, at mærkenavnet har en positiv klang, men betydningen af ordet er ikke bekræftet af uafhængige kilder.

Et sent begyndt værksted

Okamura begyndte at lave piber i en moden alder, i 2000. De cirka tyve foregående år fortælles han at have tilbragt med at rejse frem og tilbage mellem Japan og forskellige asiatiske lande og prøve kræfter med forskelligartede kreative erhverv; hans egen beskrivelse af sig selv som "et menneske, der leger", regnes for en arv fra denne periode. Da han ikke havde et fast erhverv, havde han rigelig tid ved bænken, efter han slog sig ned i Kyoto.

Ifølge fortællingen forlod mesteren Kyoto midt i 2000'erne og slog sig ned på øen Suō-Ōshima i Seto-indhavet. Denne ø, der hører under Yamaguchi-præfekturet, er en rolig bosættelse kendt for sine citrusplantager. Det fortælles, at der ikke findes en selvstændig værkstedsbygning, og at arbejdet foregår ved en bænk indrettet i et hjørne af hjemmet; denne detalje er ikke bekræftet af en anden kilde.

Metode og materiale

Det, der adskiller Saci-piberne, er, at produktionen næsten udelukkende foregår med håndværktøj. Okamura holder sig fra elektriske maskiner og udhugger kammeret med træskærekniv; derfor regnes han blandt pibemagerne som en af dem, der arbejder med den mest "primitive" metode. Det angives, at han lægger særlig vægt på tørring af de briar-blokke, han bruger.

Til mundstykket bruger han udelukkende ebonit; når der kræves ring eller udsmykning, griber han til buksbom, vandbøffelhorn eller bambus. I stedet for at dække overfladen med en blank polering, nærer han den med olie, hvorved træets matte struktur bevares. Det oplyses, at den årlige produktion er begrænset til nogle få dusin. Da de sidste tilgængelige optegnelser om værkstedet strækker sig til omkring 2020, er det uvist, om mesteren stadig producerer i dag.

Søgen efter en stil

Blandt de mestre, Okamura tager som forbillede, nævnes Jørn Micke og Lars Ivarsson. Til gengæld understreges det i hans egen fortælling, at han sigter mod at fjerne sig fra den danske skoles linje og opbygge sit eget formsprog. Denne dobbelte position er typisk for de uafhængige mestre, der vandt synlighed i Japan i 2000'erne: at antage den skandinaviske freehand-tradition som en teknisk skole, men samtidig søge mod en lokal enkelhed i forståelsen af proportion og overflade. Saci fremhæves som eksempel på de småskala værksteder, der ligger helt uden for fabriksproduktionen, i billedet af japansk pibemageri ud over Tsuge.