Saul Salzhauer

Saul Salzhauer var en af de få mestre, der arbejdede ved bænken med piber i New Jersey midt i det tyvende århundrede. Næsten alt, hvad der vides om ham, bygger på én enkelt kilde: en avisartikel fra februar 1973 om de håndlavede pibemagere, der stadig var tilbage i delstaten; da artiklens tekst ikke er direkte tilgængelig i dag, gives oplysningerne her via det citat, Pipedia har gengivet. De to andre navne, der nævnes i samme artikel, er Jack H. Weinberger, kendt for mærket JHW Pipes, og William Craig, grundlægger af mærket Craig.

Håndværkets indlæring

Salzhauer sagde, at han lærte håndværket af sin far, der udførte det samme arbejde, under Depressionen. Ifølge registreringerne er han født i 1919 eller 1920; denne dato er udledt af oplysningen om, at han i 1973 var treoghalvtreds år gammel. Han begyndte regelmæssig produktion under eget navn i 1951 og levede af dette arbejde i over tyve år. Dermed kom han ind i faget som en del af det lille mindretal, der fortsatte med at arbejde i hånden, på et tidspunkt hvor amerikansk pibeproduktion for længst var overgået til fabrikker.

Bænken i Newark

Salzhauer pendlede fra sit hjem i Brooklyn til Newark og arbejdede i værkstedet tilknyttet tobaksforretningen Jelling. Denne forretning, der åbnede i 1919 og lukkede midt i 1970'erne, var et butiksmærke, der satte sit navn på hoveder, det ikke selv havde fremstillet. Der findes ingen direkte registrering, der forbinder udtrykket "håndbearbejdning på stedet", der optrådte i forretningens annoncer, med Salzhauers tilstedeværelse; selvom det virker sandsynligt, at de to hænger sammen, er dette en slutning.

Han arbejdede primært med briar-stammer fra Algeriet og Grækenland og af og til med andet træ. De former, han lavede, var for det meste ikke faste modeller, men frihånds-hoveder bestemt af stammens åring. Dette valg falder sammen med de samme år som datidens danskinspirerede frihåndsmode.

Et forsvindende håndværk

Salzhauer mente, at hans fag nærmede sig sin afslutning. Han tilskrev selv tilbagegangen opdelingen af arbejdskraften: da produktionen blev opdelt i dele for at presse priserne ned, blev mesteren, der fuldførte et hoved alene fra start til slut, erstattet af en arbejder, der kun var specialiseret i ét trin. I 1973 angav han, at der kun var to andre personer i delstaten, der stadig arbejdede i hånden ligesom ham selv, og at alle tre var over halvtreds år.

Efter at Jellings forretning lukkede, findes der ingen registrering af, hvad der skete med Salzhauers bænk. Hans navn huskes i dag som en af de få dokumenterede vidner til den periode, hvor den amerikanske håndlavede pibetradition trak sig tilbage over for fabriksproduktionen.