Silver Lining Briar (Silver Gray)

Silver Lining Briar er navnet på det pibeværksted, Silver Gray driver alene i Applegate-området i det sydvestlige Oregon. Gray regnes som en af de kvindelige pibemagere, hvis antal på verdensplan stadig kan tælles på én hånd; hendes signatur er blevet synonym med små korpusser opbygget efter geometriske principper.

Før håndværket

Grays erhverv, før hun kom til piben, var noget helt andet. I tredive år arbejdede hun med bogføring og drev i en periode sit eget kontor. Ved siden af dette faste arbejde beskæftigede hun sig med stofarbejder som syning og quiltning; hun fremhæver selv, at disse beskæftigelser, der bygger på mål, proportion og overflade, forberedte den formfornemmelse, der ses i hendes piber. Hun har boet i Applegate siden 1978.

Mødet med briar

Hendes vej ind i håndværket gik gennem hendes mand og samtidig første lærer, pibemesteren Brad Pohlmann; de deler stadig i dag det samme værksted. Gray begyndte ikke med at forsøge at lave en hel pibe, men med at eksperimentere i det små på afskårne stykker briar. Formålet var at lære med hånden, hvordan træet reagerede på udskæring, slibning og maling. Efter disse forsøg gik hun over til at studere pibeformer og tegne sine egne designs. Hendes første pibe var en Dublin, som ikke blev solgt, men blev hos hende selv.

Værkstedspraksis

Gray siger, at det sværeste trin at lære var drejearbejdet. Efter at have iagttaget Pohlmann og en hel del forsøg og fejl kom hun til det punkt, hvor hun selv kunne udføre boringen på drejebænken; hun borer selv sine kamre og røgkanaler. Hun tager heller ikke sine mundstykker færdiglavede, men former dem selv af ebonit- og Cumberland-stænger.

En pibe begynder som en tegning på papir, får sin grove form på slibestenen, og derefter følger boring, håndsleben finpudsning, hærdning, endnu en runde slibning, farvning og polering. Fordi alle faser går gennem samme hænder, er værkstedets årlige udbytte lavt: en præsentation fra 2016 angiver, at der på det tidspunkt blev lavet under tyve piber om året, og at arbejdet var klemt ind om aftenerne og i weekenderne. Tempoet kan have ændret sig i de senere år.

Formforståelse

I hendes designs kan man samtidig aflæse spor af både dansk og amerikansk tradition. Gray har sagt, at Sixten Ivarssons nyskabende former var afgørende for hende lige fra begyndelsen, og hun har genfortolket flere af mesterens designs. Hun foretrækker små, lette korpusser, opbygninger med seks eller otte facetterede flader, diamantformede skafter og bulldog-varianter. "Eskimo Egg", der forener et rundt kammer med et skarpt diamantskaft, regnes som den signaturform, der tydeligst udtrykker denne matematiske tilgang.

Et værksted af denne størrelse er et godt eksempel på, hvordan den amerikanske håndlavede pibescene ser ud i dag: ikke en fabrik, men et enkeltmandsværksted, ikke serieproduktion, men fåtallige, nummererede stykker.