Skoda Pipes

Skoda Pipes er mærket for et amerikansk enmandsværksted, drevet af Joseph Skoda under hans eget navn. Værkstedets adresse angives til Philmont i det nordøstlige New York, tæt på grænsen til Massachusetts. Mærket kendetegnes ikke ved seriemæssige forme, men ved enkeltvis formede og individuelt nummererede stykker; i dette henseende regnes det blandt de nordamerikanske eksempler i mindre skala på artisan-pibetraditionen.

Stempler og grader

Mærkets mest praktiske kendetegn er stempelsystemet. Ved siden af skriften "Skoda Pipes" indrammet i en oval findes fire cifre: de første to angiver produktionsåret, de resterende to angiver det pågældende stykkes nummer i rækken det år. Dermed kan enhver pibe i hænderne dateres uden at slå op i et ekstra katalog. Denne metode, som er udbredt blandt små værksteder, letter mærkbart samleres registrering.

Stykker, der regnes for topklasse, ledsages desuden af et separat mærke, der forener de græske bogstaver alfa og omega. Denne gruppe deles i sig selv i to: Alpha og Alpha B, hvoraf Alpha er den fornemmere. På mundstykkerne ses to guldprikker, én stor og én lille. Ifølge mesterens egen forklaring henviser disse to prikker til det rum, bogstavet "S" efterlader; denne forklaring har ikke nogen bekræftet form i en uafhængig kilde.

Mesterens baggrund

Skodas vej til piben gik gennem træbearbejdning. Han tilbragte år med møbelsnedkeri og specialtømrerarbejde og byggede desuden skibsmodeller fra bunden. For en, der var vant til at arbejde med snævre tolerancer, var overgangen til pibefremstilling forholdsvis let. Ifølge overleveringen vågnede hans interesse for emnet i 1996, da han faldt over et pibetidsskrift. Kilderne stemmer ikke overens om, hvornår de første piber blev lavet: nogle steder nævnes foråret 1997, andre steder 1998; det sikre er, at produktionen begyndte i slutningen af 1990'erne.

Form, materiale og teknik

På værkstedet er det ualmindeligt at gentage samme form to gange; mesteren vender sig mod variationer, mens han arbejder med en form, og udelukker heller ikke klassiske modeller. Han knytter sin nærhed til det klassiske til, at han lærte at ryge pibe ordentligt med en Iwan Ries Canadian.

Hovederne skæres af lyngrod (briar). Mundstykkerne formes i hånden af tysk ebonit; i skaftforlængelser og udsmykning bruges eksotiske og hjemlige træsorter, ben, horn, akryl og turkislignende materialer. Disse lagdelte kombinationer er det visuelle kendetegn, der gør mærket genkendeligt på afstand; valget af mundstykkematerialer er en del af den samme bestræbelse på helhed.

To tekniske vaner fremhæves. For det første monteres forlængerstykker ikke med en simpel fladeforbindelse til skaftet; hvert stykke får drejet sin egen tap, så samlingen holder længere. For det andet bevares luftkanalens diameter uændret hele vejen fra kummens bund til mundstykkets indre åbning. Begge er valg, der ved første øjekast virker små, men som direkte påvirker rygeoplevelsen.

Produktionen fremstår fortsat som småskala; stykkerne skifter primært ejer inden for samlerkredse. Da der ikke findes nogen officiel produktionsopgørelse, hviler denne vurdering på aktuelle registreringer i forhandlerlister.