Steinhart (Briar Originals)

Steinhart er en signatur med kort levetid, der opstod i New Jersey i de år, hvor amerikansk håndlavet pibemageri spirede frem i 1970'erne. Manden bag den er Vic Steinhart, nevø til Jack H. Weinberger, ejeren af mærket JHW Pipes. Piber med hans eget stempel ses i dag kun i samlinger; til gengæld er de navne, der gik gennem de værksteder, Steinhart arbejdede i og selv grundlagde, i de følgende årtier blevet blandt landets kendte producenter.

Opvækst i Weinbergers værksted

Efterhånden som JHW's ordremængde voksede, begyndte man at ansætte unge fra nabolaget i værkstedet; Steinhart, der boede i huset ved siden af, var en af dem. Det berettes, at han hurtigt gjorde fremskridt med freehand-hoveder, der kræver håndværk og formes uden at følge en færdig skabelon. På det tidspunkt var de fleste af dem, der arbejdede ved værkstedets bænke, i gymnasiealderen; en del af de ansatte var venner, der kendte hinanden. Mark Tinsky og Curt Rollar, der begyndte at arbejde samme sted, skulle senere grundlægge det værksted, der siden blev kendt som American Smoking Pipe Co.

SK Pipes og Briar Originals

Steinharts første selvstændige initiativ var SK Pipes, som han grundlagde sammen med en ven efter gymnasiet. Værkstedet arbejdede fra et lejet hus i samme kvarter som JHW. Ifølge overleveringen var partneren en skolekammerat ved navn Mitch Kaufman; denne detalje findes ikke i uafhængige kilder, da den kun bygger på datidens vidner. Til det nye værksted kom også en af de ansatte, der havde stået for poleringsarbejdet hos JHW; at to værksteder i et lille kvarter delte den samme arbejdskraftpulje, er et typisk eksempel på gennemtrængeligheden mellem periodens uafhængige værksteder. Initiativet blev ikke desto mindre kortvarigt.

Derefter grundlagde Steinhart mærket Briar Originals i eget navn; piberne blev stemplet med forkortelsen BOI. Det berettes, at mærket blev vist frem på tidens tobaksmesse RTDA, men produktionen varede ikke mere end nogle få år. Ifølge kilderne ligger det samlede antal fremstillede piber mellem fire og fem hundrede. Dette tal, der er lavt selv for et selvstændigt værksted, der arbejder med briar, forklarer, hvorfor BOI-stemplet i dag ses så sjældent.

Værkstedet skifter hænder

Steinhart giftede sig ung, gik over til et arbejde med fast indkomst og begyndte at arbejde i en tømmervirksomhed, hvorved han lagde pibemageriet på hylden. De sidste, halvfærdige BOI-hoveder på bænken blev færdiggjort af Curt Rollar og Mark Tinsky; med indtægten fra salget af disse piber blev Steinharts resterende briarlager og udstyr overtaget. Restmaterialet fra et lukket lille mærke blev på denne måde til startkapital for et af østkystens langlivede værksteder.

Steinharts historie som producent slutter her; til gengæld byggede den generation, der voksede op ved de samme bænke, en linje, der har varet i mere end fyrre år. Derfor huskes navnet Steinhart ikke for antallet af piber, han efterlod, men for at have været et knudepunkt i amerikansk håndlavet pibemageris grundlæggelsesår. En pibe med BOI-stempel betragtes i dag af samlere mindre som et eksempel på et mærke og mere som et dokument for et bestemt værkstedsmiljø.