Strambach

Strambach er en østrigsk pibefabrik grundlagt i Wien i 1904, som frem til sin lukning blev regnet som et af Centraleuropas få tilbageværende merskum-værksteder. Virksomheden fik sit navn efter Robert Strambach, der i mange år stod i spidsen for den, og ifølge virksomhedens egne oplysninger var den i sin sidste periode næsten det eneste sted i EU, der producerede både blokmerskum og kalabaspiber.

Grundlæggelse og ejerskifte

Værkstedets udgangspunkt var ikke piber, men mundstykker: i grundlæggelsesårene fremstillede man cigar- og cigaretmundstykker, og først senere gik man over til produktion af merskumspiber. Grundlæggerens navn optræder i kilderne som Edmund; men kilderne stemmer ikke overens om efternavn og slægtsforhold. I én fremstilling omtales grundlæggeren, som Robert Strambachs onkel, med efternavnet Jolitschke; i en anden, østrigsk kilde regnes han derimod direkte som medlem af Strambach-familien. Også tidspunktet for, hvornår Robert Strambach overtog ledelsen, varierer mellem 1922 og 1927 alt efter kilde. Det sikre er, at virksomheden voksede under dette navn i mellemkrigstiden og udvidede sit sortiment.

I 1974 gik ledelsen over til Robert Strambachs datter, Edith Corrieri. Corrieri gennemførte sin uddannelse og fik svendebrev som pibemager, hvormed hun blev en af de første kvindelige mestre på området, og hun ledede værkstedet i over fyrre år. Ifølge sekundære kilder indstillede virksomheden produktionen omkring 2016, hvormed et forløb på over hundrede år kom til sin afslutning.

Metoden til merskumsmasse

Strambachs teknisk mest omtalte bidrag er en metode til at genanvende de småstykker, der bliver til overs ved bearbejdning af blokmerskum. I denne fremgangsmåde males sepiolitstykker til pulver, vaskes gentagne gange i vandkar for at fjerne fremmedlegemer, aflejres i ugevis i perforerede træforme beklædt med stof, så vandet siver fra, og presses derefter sammen med et bindemiddel til en formbar masse. Det resulterende materiale er tættere end blokstenen, men bevarer i høj grad sin fugtabsorberende egenskab, når det formes i hånden og behandles med voks. Det fortælles, at Robert Strambach kun videregav detaljerne i denne blanding til sin datter.

På værkstedet blev korpusset efter den grove formning bearbejdet på drejebænk, overfladen glattet med pimpsten, kogt i voks og poleret; mundstykket blev tilpasset hvert enkelt korpus for sig. Blokmerskumsmodeller pyntet med sølvringe og kalabaspiber med korpus af flaskegræskar udgjorde kataloget to hovedgrene.

Anerkendelse

Ifølge overleveringen blev virksomheden i 1981 tildelt det østrigske statsvåben (Staatliches Wappen) for fremragende kvalitetsproduktion; denne oplysning bygger på virksomhedens egen udtalelse og har ikke kunnet sammenholdes med officielle registre. Denne udmærkelse gjorde navnet Strambach synligt i en periode, hvor antallet af overlevende merskumsværksteder uden for Tyrkiet var stærkt faldende. I dag huskes mærket som en af de sidste repræsentanter for den centraleuropæiske merskumshåndværkstradition, der udviklede sig uafhængigt af Eskişehir-traditionen for merskumsudskæring.