Sturgill

Sturgill er navnet på den lille pibeproduktion, som træskæreren Ken Sturgill fra Ohio drev gennem et årti. Mærket forbindes mere med én enkelt håndværkers navn end med et værksted; produktionen nåede aldrig et serieomfang, men forblev en gren af Sturgills bredere beskæftigelse med træarbejde.

Fra håndværk til pibe

Træudskæring havde været en vedvarende beskæftigelse for Sturgill siden ungdommen; 1979 nævnes som det år, hvor denne interesse gik fra amatørniveau til at blive et regelmæssigt arbejde. Hans første alvorlige emne var briar-piben (lyngrod). Ifølge optegnelserne vendte han hjem med førstepladsen i en af tre konkurrencer, han deltog i i sin region, og han drev i samme periode en pibe- og tobaksbutik, hvorved han fik indblik i håndværket både fra værkstedets og fra udstillingsvinduets side. En amerikansk liste over pibemagere fra 2003 forbinder navnet Sturgill med Middletown i Ohio; denne optegnelse er det eneste uafhængige dokument, der bekræfter det område, hvor produktionen fandt sted.

Sturgills arbejdsmåde ligger tæt på den amerikanske tradition for individuelle udskærere, der former briar-klodsen med håndværktøj. Denne tradition omfatter mange navne, der i samme periode arbejdede alene forskellige steder i landet; navne som Lester C. Garlow, der i dag kun kan spores gennem arkivoptegnelser, hører til i dette led. Om produktionen i sådanne værksteder skete i hånden eller på en maskine, er også et omdiskuteret spørgsmål; emnets detaljer behandles i artiklen debatten om håndlavet og maskinfremstillet.

Bruddet med piben

Bruddet med piben var ikke en pludselig beslutning, men resultatet af, at interessen flyttede sig til andre grene. Først lukkede butikken, og hen mod slutningen af 1980'erne blev også pibefremstillingen opgivet. I perioden derefter forbindes Sturgills navn ikke med briar, men med et langt bredere trærepertoire: nummererede og signerede julemandsfigurer til samlere, spadserestokke, fuglehuse og foderfade. Forsøg med kædesav og motordrevet værktøj hører også denne periode til; hans egentlige specialisering var dog de ansigtsmotiver, han skar i træet med kniv og hulmejsel.

Meget af dette arbejde opstod ikke i værkstedet, men foran publikum. Sturgill ombyggede en campingvogn til et transportabelt trykbjælke-værksted for at kunne deltage i lejre hos et historisk genopførelsesfællesskab med hjemsted i Ohio, og han holdt opvisninger og undervisning i denne opstilling. Udskæringens skuespilmæssige side betød lige så meget for ham som selve fremstillingen.

Status i dag

Da briar-piber signeret Sturgill kun findes i begrænset antal, regnes de blandt de sjældne stykker i samlerkredse. Mærket omtales mindre som en kontinuerlig produktionslinje end som en kortvarig overskrift på det spredte kort over amerikansk individuel pibefremstilling i 1980'erne. Selv om det berettes, at mesteren i de følgende år en gang imellem vendte tilbage til piben, findes der ingen optegnelse, der viser, at dette udviklede sig til en regelmæssig produktion.