Svenska Rökpipfabriken

Svenska Rökpipfabriken er det familiedrevne firma, der blev grundlagt i 1931 i Lerum nær Gøteborg, og som regnes for Sveriges første briar-pibefabrik. Navnet betyder "Svensk Pibefabrik" og optræder for det meste under forkortelsen SRF i produkter og handelsregistre. I den lange periode efter grundlæggelsen omtales det også som landets eneste briar-pibefabrik. Da resten af svensk pibemageri i vid udstrækning byggede på små værksteder og enmandssignaturer som Björn of Sweden, repræsenterer SRF næsten hele landets seriefremstilling.

Familien Eliason og Skalaen

Fabrikken blev grundlagt af far og søn, Hjalmar og Gösta Eliason. Bag Hjalmar lå en lang fortid i tobaksindustrien; ifølge optegnelserne havde han været administrerende direktør for Ystads Nya Tobaksfabrik og Tobaksfabrik AB Göta. Gösta lærte derimod pibemageri efter en uddannelse i træbearbejdning og et års arbejde på en fabrik i landsbyen Kleinlützel i Schweiz. Arbejdsdelingen var klar fra begyndelsen: Gösta ledede produktionen, mens Hjalmar stod for forholdet til grossister og forhandlere frem til sin pensionering i begyndelsen af 1940'erne.

Skalaen voksede aldrig. Virksomheden åbnede med det grundlæggende par og to medarbejdere; i de følgende år svingede antallet af ansatte mellem fire og femten. Selvom det bar navnet "fabrik", var det en størrelse, der bragte SRF tættere på et større værksted end på de franske eller engelske seriefremstillere.

Kunder og Modelrække

SRF producerede både under eget mærke og på bestilling; designet af de egne mærkevarer var Göstas. Store aftagere som Pibe Dan i København og Sanden, Broberg og Pipcenter i Gøteborg havde modeller, der udelukkende blev fremstillet til dem selv. Enkeltstående piber lavet efter individuelle kunders tegninger var også en del af værkstedets faste arbejde; en serie enkeltmodeller designet af industridesigneren, Prins Sigvard Bernadotte, kendt for sin identitet som industridesigner, blev også produceret her. I den senere periode angives det, at der med fem medarbejdere blev lavet mellem syv tusind to hundrede og otte tusind fire hundrede piber om året, mens den samlede produktion angives til omkring en million. I optegnelserne nævnes Fix, Rex og Redo som mærkenavne, SRF har produceret.

Materiale, Proces og Finish

Fabrikken hentede lyngroden (briar) i de tidlige år fra Algeriet og Korsika, og senere overvejende fra Spanien; blokkene ankom i jutesække med skib til havnen i Gøteborg. Da briar blev svær at skaffe under Anden Verdenskrig, greb man til pæretræ i stedet; den grænse, der ofte ses ved andre træsorter end briar, viste sig også her — pæretræ var ikke lige så varmebestandigt som briar.

Færdiggørelsen af en pibe varierede alt efter model, men var opdelt i to og tredive separate arbejdstrin: processen begyndte på drejebænken, fortsatte med fræsning, og derefter fulgte en elleve-trins slibning og polering. Den første drejebænk, som Gösta havde med fra Schweiz, blev drevet med håndkraft; de følgende blev bestilt hos lokale smede. Før forsendelsen fik piberne deres "første ryg" i en udsugningsmaskine; kammervæggen blev bestrøget med en blanding af sukker, tobaksaske og tobak, hvorefter piben blev fyldt og røget i maskinen.

Overfladebehandlingen blev valgt efter træets kvalitet. Rene blokke blev kun voksbehandlet, mens der ved defekte blokke blev lagt mere vægt på farve og teksturarbejde; de anvendte farver var brun, bordeaux og sort. De vigtigste finish bar navnene Hunter, der betegner en voksbehandlet, glat overflade, Rex, hvor små huller blev fyldt med kit, Shell, der blev åbnet med en roterende stålbørste, og Rustic, bestående af lige eller bølgede linjer trukket i hånden med et særligt stål.

Reparationsafdelingen og Lukning

Reparation blev med tiden en forretning i sig selv: piber blev indsamlet fra butikker i Lerum og Gøteborg eller kom med posten, registreret om mandagen, bearbejdet i løbet af ugen og leveret til ejeren om fredagen. Det angives, at det månedlige antal reparationer i 1977 nåede omkring tusind. I 1946 udgav fabrikken også et lille hæfte om pibepleje, der rådede til at undgå kædekedning og lade piben køle af mellem to rygeøkter.

Produktionen ophørte i 1979, da Gösta Eliason og medarbejderne gik på pension. Nogle optegnelser siger, at virksomheden blev solgt det år, og at lukningen fandt sted nogle år senere. En del af maskinerne blev solgt til håndværkere, men hverken mærket eller den ophobede produktionsviden blev overleveret til den næste generation.