Talamona

Talamona var et lille italiensk familieværksted, der arbejdede i Oltrona di Gavirate i provinsen Varese i Lombardiet. Produktionen varede to generationer og lukkede ved udgangen af 2000. Værkstedet regnes ikke blandt de store navne inden for italiensk pibemageri; det gjorde sig snarere kendt for beskedne briarpiber designet til dagligt brug frem for pral.

Værkstedets produktionslinje

Det, der især kendetegnede Talamona, var, at næsten hele produktionen var boret til 9 mm filter. Dette valg henvendte sig direkte til pibetokerne i Centraleuropa, hvor filterpiber var en indarbejdet vane, og skabte det tekniske grundlag, der senere gjorde det let for værkstedet at få fodfæste i Tyskland.

Det andet kendetegn var størrelsen: sammenlignet med klassiske italienske former er større, mere fyldige korpusser mærkets ansigt udadtil. Formrepertoiret samler sig omkring billiard-familien og dens varianter; proportion og overfladearbejde fremhæves frem for udsmykning. Betragtes disse to træk sammen, fremstår en pibetype med rummeligt kammer, velegnet til lang brændtid, og som føles solid i hånden - mere et redskab lavet til at bæres i lommen end til at stå i en samlervitrine. Placeringsmæssigt ligger værkstedet et sted mellem seriefabrikker på Savinelli-skala og boutiquemagere på niveau med Castello. I samler- og restaureringskredse dukker navnene Romana og 1A op; disse navnes officielle katalogsvar er i dag ikke bekræftet.

Et værksted gennem to generationer

Ifølge optegnelserne kom pibemageriet til værkstedet i 1929, da det havnede hos snedkeren Cornelio Talamona; dette navn og denne dato bør tages med forbehold, da de kun findes i pibelitteraturen. Værkstedets egentlige erhverv forblev længe møbelfremstilling og -reparation, mens piben var en biopgave.

Det er den anden generation, der gjorde mærket kendt under dets nuværende navn. Cesare Talamona trådte ind ved sin fars bord i 1945, femten år gammel, og viede med tiden hele sin arbejdstid til piben. Produkterne fandt først plads i Norditaliens etablerede pibebutikker; fra slutningen af 1960'erne begyndte de også jævnligt at gå til Tyskland. Kundekredsen forblev lille, men blev vedvarende takket være en ensartet håndværkskvalitet.

Lukning og skift af ejerskab

Værkstedets mest produktive periode var 1980'erne; i disse år arbejdede hjælpende hænder ved bordet, og Cesares tre børn levede også en tid af familievirksomheden. Firmaet lukkede officielt den 31. december 2000. Cesare fortsatte også derefter med at komme på værkstedet og lave enkelte piber ind imellem.

Mærkenavnet gik i 2007 over til Paolo Croci; ifølge mærkets officielle fremstilling blev en begrænset produktion, der følger samme håndlavede tilgang og store format, genoptaget efter 2010. Der findes ingen uafhængig bekræftelse for denne seneste fase. Også om startåret er kilderne uenige: den officielle hjemmeside lægger 1970 til grund, mens pibelitteraturen fører pibemageriet på værkstedet helt tilbage til 1929.