Teddy Knudsen

Teddy Knudsen regnes blandt den anden generation af danske mestre inden for den håndformede pibe. Han har drevet sit eget værksted siden 1970. På grund af sin arbejdsform — hvor han fremstiller få piber og beholder hver enkelt i lang tid — fremhæves hans arbejde som et eksempel på den smalt producerende fløj af den danske skole. Hans storebror er Sven Knudsen, fra samme traditions første generation.

Fra tømrerfaget til bænken

Han blev født den 21. september 1947 i det sydlige Sjælland. I 1967 afsluttede han sin tømreruddannelse; fra oktober samme år til oktober 1968 aftjente han sin værnepligt ved en radarstation i det danske flyvevåben. At de piber, han lavede i timerne uden for vagt, straks fandt en køber, blev afgørende for hans valg af erhverv. Efter hjemsendelsen kom han ind i W. Ø. Larsens pibeværksted i København og indgik i den stab, der formede butikkens øverste serier; Tonni Nielsen, der senere skulle blive kendt under sit eget navn, nævner ham blandt sine mestre. Ifølge registrene arbejdede han derefter i Anne Julies værksted og forlod det i 1970.

Samme år sluttede han sig til sin brors virksomhed i landsbyen Tappernøje; de to brødre gik sammen om en fælles produktion under navnet "Dantonian PipeWorks". Samarbejdet varede ikke længe — i begyndelsen af 1973 skiltes de, og han gik over til produktion under sit eget navn. Efter mange år med arbejde i det sydlige Sjælland flyttede han sit værksted til Aarhus.

Materiale og værkstedsordning

Han køber sin briar hos en leverandør bosiddende i Taggia på Italiens nordvestlige kyst; han gennemgår kævlerne på stedet, én for én, og udvælger omkring to hundrede om året. Fordi udvælgelsen sker allerede på kævlestadiet, forbliver andelen af kasseret materiale i værkstedet lav. De blokke, han medbringer, tørrer af sig selv, mens de opbevares på hylder; antallet af piber, der færdiggøres med sandblæst overflade, ligger på omkring tyve om året. Han bruger korsikansk og andet Middelhavstræ og importerer det selv; overskuddet giver han videre til andre mestre. Det årlige produktionstal varierer i kilderne mellem tredive og hundrede; uanset hvilket tal der lægges til grund, ændrer det ikke ved værkstedets lille skala.

Fremstillingsmetode

Ved hans bænk ligger der altid flere stykker i forskellige stadier. Knudsen tager først en pibe op, når han føler sig klar til at arbejde med den, og lader stykket ligge i mellemtiden; det vides, at han har haft skitser liggende i årevis uden at blive færdiggjort. Brugen af lyse bejdser regnes også for en del af den samme udvælgelse: fordi han ikke har behov for at skjule åretegningen, lader han træet beholde en farve tæt på den, det havde, da det kom op af jorden.

I rækkefølgen følger han princippet først form, så boring. Han former kammer og korpus på slibeskiven, og først derefter borer han tobakskammeret og mundstykkelejet; at de to huller mødes på én ret linje er en af de detaljer, han lægger størst vægt på. Han borer røgkanalen med en diameter på 3,5 millimeter, efter formen er færdig. Sine mundstykker laver han udelukkende af massiv ebonit og bruger mindst fire timer på ét mundstykke; han begynder med filen, fortsætter med stadig finere sandpapir og afslutter på filtskive. Når han bruger horn, sølv, guld, kunstigt rav, buksbom eller oliventræ som udsmykningsdele, fastgør han dem til ebonitten og former derefter de to sammen; det er afgørende, at samlingen ikke er synlig.

Stempel og køberkreds

De stykker, han finder bedst, mærker han med et separat stempel med en ørnefigur; i auktionsregistre går disse piber under navnet "Eagle Grade". Fra de tidligste år af sin karriere blev han efterspurgt hos tobakshandlere i Tyskland, Schweiz, USA og Japan; i de følgende år kom også Østrig og Italien til på listen. At efterspørgslen oversteg produktionen, har medført, at mange piber fik en ejer, allerede før de kom på bænken. At han arbejder både med lige-årede freehand-stykker og med klassiske mål, har sikret, at hans navn ikke bliver forbundet med kun én formfamilie.