Yang Kun Pipes

Yang Kun Pipes er værkstedet for Yang Kun, der arbejder alene i byen Liuzhou i det sydlige Kina. Værkstedet regnes for et af de mest kendte navne på det vestlige marked inden for den generation af uafhængige kinesiske pibemagere, der er trådt frem siden 2010'erne. Fordi hele produktionen udføres af én person, er det årlige antal begrænset.

Vejen til værkstedet

Yang er født i 1983 og arbejdede, før han begyndte at lave piber, som makeupartist inden for tv- og filmproduktion i Kina. Ifølge kilderne opstod hans interesse for emnet i 2010, da han stødte på en bog om Sixten Ivarssons piber. Dette bekendtskab udviklede sig i løbet af to år til et karriereskifte: i 2012 gik han over til fuldtidsproduktion i sit lille værksted i Liuzhou.

I sine første år arbejdede han sammen med den kinesiske mester Hongjian Qiu, der på det tidspunkt havde over tredive års erfaring. Qiu havde studeret danske mestres arbejde tæt og huskes for sin rolle i at institutionalisere håndværket i Kina. Det fremgår, at andre kinesiske pibemagere som Liu Zifeng også skulle være uddannet i samme kreds; denne oplysning bygger dog kun på ét markedsføringstekst og er ikke uafhængigt bekræftet.

Formsprog og påvirkninger

Yangs tidlige arbejder lå tydeligt på linje med den danske skole; Bo Nordh, S. Bang og Lomma-værkstedet er de eksempler, han selv fremhæver. Med tiden veg denne påvirkning for et mere personligt formsprog. I den seneste periode angives det, at vægten er flyttet mod asiatiske pibemagere, og at navne som John He, Sam Cui og Ping Zhan har været afgørende for den synlighed, de har bragt til værkstedskulturen i regionen. (Ping Zhans navn optræder i nogle kilder også stavet "Ping Zahn".)

Udgangspunktet for formgivningen er at finde den retning, der bedst fremhæver stammens åring; formen opstår ikke ud fra en forudtegnet skabelon, men ud fra det, materialet tillader. Klassiske engelske og danske former behandles med frie fortolkninger.

Materiale, stempel og rangering

I værkstedet bruges italiensk og græsk briar af høj kvalitet samt tysk ebonit. Det er kendt fra udbudslister, at der bruges tilbehør som buksbom og horn til ringe og forlængelser; den fulde oversigt over anvendte træsorter kan dog ikke fastslås med sikkerhed, da den udelukkende bygger på forhandleres markedsføringstekster.

Værkstedets kendetegnende mærke er fodaftryksstemplet, som mesteren valgte til minde om sin søns fødsel. Yang rangerer sin produktion på en skala fra 1 til 4, hvor det øverste trin er 4; denne skala stammer fra Pipedia, mens eksterne lister for det meste kun viser signaturstemplet (Signature), som angiver det øverste niveau. Den mest praktiske måde at aflæse en pibes plads i værkstedets hierarki på er ved at vurdere antallet af fodaftryk sammen med signaturstemplet.