Pibens Anatomi

Pibens anatomi handler om en pibes dele og de navne, disse dele har fået. Piben, der umiddelbart fremstår som en enkel genstand, består groft sagt af to hoveddele: korpuset (stummel), der indeholder tobakskammeret og halsen, og mundstykket (stem), der føres til munden. At kende disse termer gør det lettere både at forstå formnavne og at følge beskrivelser af vedligeholdelse og rygning.

Korpus: Hoved, kammer og hals

Korpusets mest synlige del er hovedet (bowl): den ydre skal, der omslutter tobakskammeret, og som holdes i hånden, når piben fyldes og ryges. I de fleste af nutidens piber udskæres hovedet af briar (lyngrod). Fordybningen inde i hovedet kaldes kammeret (chamber); her fyldes og tændes tobakken, og kammerets diameter og dybde påvirker direkte rygekarakteren. Kammerets øverste flade kaldes kanten (rim), det nederste punkt hælen (heel). Hælen har betydning både for rengøring og for, at det beskyttende kulstoflag (cake), der dannes over tid ved rygning, udvikler sig jævnt.

Den del, der forbinder hovedet med mundstykket, er halsen (shank). Gennem halsen løber røgkanalen (draft hole), der starter fra bunden af kammeret og strækker sig helt til enden af mundstykket. At denne kanal er boret jævnt og centreret, regnes for et af de vigtigste mål for en pibes håndværksmæssige kvalitet.

Mundstykke og koblingssystem

Mundstykket (stem) er den del, der forbinder halsen med bidepartiet; i dag laves det oftest af ebonit (vulkanit) eller akryl. For en sammenligning af materialerne kan artiklen mundstykkematerialer ses. Koblingssystemet, der forbinder mundstykket til korpuset, kaldes muffe-tap (mortise-tenon): fordybningen i halsen er muffen, den cylindriske tap for enden af mundstykket er tappen. Denne kobling giver en lufttæt, men aftagelig forbindelse. I nogle piber sættes et 9 mm aktivt kul- eller balsafilter i muffen, i visse modeller placeres i stedet en metaldel kaldet "stinger", der har til formål at mindske fugt og skarphed; detaljer findes i artiklen piberfiltre og -systemer.

Den sidste del af mundstykket, der føres til munden (de sidste ca. 2,5 centimeter), er bidepartiet (bit). Nogle kilder bruger "stem" og "bit" som synonymer; i dette leksikon betegner mundstykke hele delen, mens bideparti kun betegner spidsen. Den ophøjede kant for enden kaldes læben (button); piben hviler mod denne kant bag tænderne og holdes på plads uden at glide. Den flade åbning, hvor røgen kommer ud af munden, er sprækken (slot), og den er røgkanalens sidste punkt. Formmæssigt inddeles mundstykker i to hovedgrupper: tilspidsede (tapered) og trinvise (saddle).

De vigtigste termer på et øjeblik

Dansk term	International term	Kort definition
Hoved (skål)	bowl	Den ydre skal, der omslutter tobakskammeret
Kammer	chamber	Fordybningen, hvor tobakken fyldes og tændes
Kant	rim	Kammerets øverste flade
Hæl	heel	Kammerets nederste punkt
Hals	shank	Delen mellem hoved og mundstykke
Røgkanal	draft hole	Luftvejen fra kammeret til sprækken
Muffe / tap	mortise / tenon	Koblingen, der forbinder mundstykket til korpuset
Mundstykke	stem	Delen, der forbinder halsen med bidepartiet
Bideparti	bit	Enden af mundstykket, der føres til munden
Læbe	button	Den ophøjede kant for enden af mundstykket
Sprække	slot	Åbningen, hvor røgen kommer ud i munden

Proportioner og traditioner med flere dele

Lige så vigtigt som delenes navne er forholdet mellem dem. I en klassisk Billiard-pibe forventes det for eksempel, at halsens længde nogenlunde svarer til hovedets højde, og at mundstykket er 1,4-1,5 gange så langt som halsen. Sådanne proportioner regnes for et håndværksmæssigt kvalitetsmål, når klassiske pibeformer beskrives. Til gengæld er den opbygning, vi kender i dag, hvor korpus og mundstykke forenes med én enkelt kobling, relativt ny: i den tysk-tyrolske tradition med sammensatte piber (Gesteckpfeife) og eksempler som det osmanniske çubuk består piben af mange dele, og det anerkendes, at nutidens briarpibe bredte sig midt i 1800-tallet i kølvandet på disse traditioner.