Pibefremstilling i USA

Pibefremstilling i USA udviklede sig som en helt igennem europæisk håndværksgren, der kom til senere og lagde sig oven på kontinentets egen ceremonielle pibetradition. De oprindelige folks piber af sten og ler tilhørte en helt anden verden; i dag forstår man ved "den amerikanske pibe" en produktionslinje, der begyndte med fabrikker grundlagt i det 19. århundrede og ved slutningen af det tyvende århundrede var blevet til enmandsværksteder.

Fabriksperioden

Landets mest originale bidrag kom ikke fra et kostbart materiale, men fra marken. En hollandskfødt træhåndværker ved navn Henry Tibbe begyndte i 1869 at fremstille piber af majskolber i byen Washington i delstaten Missouri; han patenterede i 1878 en metode til at forstærke kolben med en gipslignende belægning. Virksomheden fik officielt navnet Missouri Meerschaum i 1907 og introducerede denne billige, lette pibe for verden.

På briar-siden lå tyngdepunktet i New York. Firmaet KB&B, grundlagt i 1851 af Kaufman-brødrene og Solomon Bondy, blev med sit mærke Kaywoodie, lanceret i begyndelsen af 1919, så kendt at mærkenavnet med tiden overskyggede selve firmanavnet; virksomheden blev i 1955 en del af S. M. Frank & Co. Et andet kendt navn fra samme periode, kendetegnet ved tykke, dybt udskårne piber, er Tracy Mincer. Mincers Custom-Bilt-produktion, som han startede i 1934, skiftede hænder efter et partnerskab indgået med Eugene J. Rich, Inc. i 1946, og mærkenavnet gik samtidig fra den bindestregede stavemåde over til formen Custombilt. Kilderne stemmer ikke overens om, hvilken by værkstedet arbejdede i; stempler fra 1938-1946 peger på Indianapolis, mens Chicago nævnes for de tidligere år.

Værkstedsgenerationen

I de år hvor fabriksproduktionen gik tilbage, flyttede tyngdepunktet i landets produktion over til enkeltstående håndværkere. Disse mestres arbejdsform er det stik modsatte af fabrikkens: nogle få dusin piber om året, en signatur frem for et mærke, en produktion hvor hvert trin — fra boring til overfladebehandling — går gennem ét par hænder. Paul Bonacquisti, J. T. Cooke, Jody og Rad Davis, Lee von Erck, Jeff Gracik, Kurt Huhn, Todd Johnson, Michael Lindner, Brad Pohlmann, Larry Roush, Mark Tinsky, Tim West og Randy Wiley er blandt de ofte nævnte navne fra denne generation.

Bag disse mestre lå der ingen parat lokal tradition; de overtog deres formsprog fra Europa. På den ene side står de klassiske engelske, franske og italienske huses proportioner, som havde sat sig ved 1920'erne; på den anden side står Den danske skole, som i 1950'erne og 1960'erne gav ophav til frihåndsbevægelsen. Nogle mestre rejste til Skandinavien, arbejdede i et værksted og tog det, de lærte, med hjem til USA; andre skabte et mellemsprog, der forenede de klassiske mål med freehand-tankegangen. At også asiatisk æstetik efterlod en indirekte påvirkning, begyndte man ligeledes at tale om i disse år. At der er opstået en tilgang til sandblæste overflader, som er særegen for amerikanske værksteder, fremhæves også ofte i miljøet.

Situationen i dag

Den amerikanske pibefremstilling har i dag en todelt struktur. I den ene ende findes de gamle fabrikker, der stadig masseproducerer, i den anden findes de uafhængige mestre, der arbejder efter bestilling; den mellemstore produktion, der tidligere lå imellem, er for størstedelens vedkommende blevet historie. Denne todeling er hovedårsagen til, at det er svært at samle landets pibehistorie under én enkelt overskrift som "den amerikanske skole".