Antik Pibe- og Briar-Samling: To Adskilte Kulturer

Antik pibe- og briar-samling regnes for to adskilte beskæftigelser, selvom de er opbygget omkring den samme genstand. Fordi materialet i den indsamlede genstand, vejen til at få fat i den og de anvendte videnskilder er forskellige, overlapper de to fællesskaber kun i begrænset omfang. En af de tekster, der direkte tager emnet op, er essayet "The Great Divide: You Are What You Collect" af den amerikanske samler og tobakshistoriker Ben Rapaport; forfatteren understreger her, at han fremlægger en iagttagelse til debat og ikke en bevist konklusion.

Beskæftigelsens historie

I den socialhistoriske litteratur behandles indsamling af tobaksgenstande for det meste som en del af det 20. århundredes forbrugerkultur; det er den linje, man finder i Matthew Hiltons vurdering i bogen Histories of Leisure (Berg, 2002), redigeret af Rudy Koshar, hvor Hilton har forsket i tobaksforbrugets historie. Der findes til gengæld eksempler, der viser, at vanen går langt længere tilbage. Den engelske ingeniør og antikvitetshandler William Bragge (1823-1884) opbyggede en samling på omkring tretten tusinde piber samt et bibliotek, der dækkede tobakspublikationer på næsten alle sprog. Han udarbejdede den første liste over tobaksbibliografien baseret på denne samling i 1874 og udgav den udvidede 248 sider lange Bibliotheca Nicotiana i 1880. En del af den samling, Bragge testamenterede til folkebiblioteket i Birmingham, gik tabt i branden i 1879. I det 20. århundrede huskes Alfred Dunhill, der udgav The Pipe Book i 1924, både som producent og samler.

Spørgsmålet om kilder og viden

Det, der egentlig adskiller de to beskæftigelser, er måden viden opnås på. For den, der interesserer sig for briar-piber, er producenten selv eller virksomhedens historie ofte tilgængelig; oplysninger om stempel, serie og model er samlet, og man kan om nødvendigt spørge mesteren direkte. I den antikke pibeverden findes der ingen sådan samtalepartner. Størstedelen af mestrene er ikke navngivne håndværkere. De primære kilder er afhandlinger, håndskrifter og industridokumenter, der strækker sig over to og et halvt århundrede og hovedsageligt er skrevet på tysk, fransk og ungarsk; at få adgang til disse kræver gennemgang af biblioteks- og museumssamlinger i det kontinentale Europa. Rapaport påpeger, at der findes meget få institutioner i USA, som udstiller antikke piber. Hertil kommer problemet med at skelne mellem forfalskninger, kopier og senere fremstillede stykker, der cirkulerer på markedet.

Genstandens funktion og samtalens sprog

Forskellen viser sig også i, hvilken funktion der tillægges piben. Gamle piber lavet af materialer som merskum, porcelæn, horn, rav eller sølvbelægning er skrøbelige og bliver derfor for det meste ikke røget, men bevaret som udstillingsgenstande. Briar-piben er derimod både en genstand, man samler på, og en genstand, man bruger; slitage betragtes som normalt. Denne forskel afspejles også i samtalens sprog. Ved briar diskuteres målbare detaljer som røgeegenskaber, ådringsmønster, mundstykkemateriale og produktionsår. Ved antikke stykker er selv fremstillingsstedet ofte ikke sikkert kendt, og vurderingen forbliver derfor på niveau med generel historisk viden, tilskrivning og sandsynlighed.

Fællesskabets størrelse og grænsen for adskillelsen

Der findes ingen officiel optælling, der viser antallet af pibesamlere. Ifølge en amerikansk avisartikel fra 1987, der citeres i essayet, var der omkring femten tusind samlere i USA det år; det anføres, at tallet er omtrentligt, og at størstedelen af disse mennesker interesserede sig for briar. Hvor skarp adskillelsen egentlig er, er til diskussion: der findes samlere, som samler inden for begge områder, og det er en udbredt opfattelse, at begge fællesskaber er en del af den samme beskæftigelse.

For emnets brede ramme kan der henvises til Pibesamling: Nysgerrighed eller Erhverv?, og for Bragges spredte dokumenter til artiklen William Bragges Pibetegninger.