Ashton-piberne: Fødslen af et engelsk mærke

Ashton er et mærke, der blev grundlagt i England i 1983 og gjorde sig et navn blandt førsteklasses briarpibemagere i løbet af få år. Dets fødsel bygger på mødet mellem to personer: mesteren William John Taylor, der blev oplært på Alfred Dunhill-fabrikken, og importøren R. D. Field, der stod for mærkets distribution i USA. Fields tekst "The Ashton Pipe Story", der beretter om grundlæggelsesårene fra første hånd, regnes for hovedkilden til detaljer om den tidlige periode.

Fra Dunhills bænk til eget mærke

Ifølge beretningerne kom Taylor i 1959, som femtenårig, ind hos Alfred Dunhill som drejeoperatør. Læretiden på fabrikken var lang: den nyankomne arbejdede i årevis med hjælpeopgaver, før han fik sæde ved bænken, og de fleste erfarne pibemagere holdt deres egne metoder for sig selv. Taylor tilegnede sig denne viden gradvist og besluttede i begyndelsen af 1980'erne at grundlægge sit eget mærke. Navnet Ashton blev fastlagt i drøftelser med Field i begyndelsen af 1983; det år viser de kendte optegnelser, at antallet af piber, der forlod værkstedet, var enogtredive. Taylor forlod sin stilling i 1984, gik helt over til sit eget værksted og tilføjede, som et tegn på den tillid, han havde til mærket, Ashton til sit efternavn og antog navnet William John Ashton-Taylor.

Produktionsmetode

Ashtons tekniske identitet defineres af to processer. Den første er oliehærdning (oil curing). Ifølge producentens beskrivelse opvarmes de drejede hoveder først i otte timer, holdes derefter i otte timer i en blanding af tre forskellige olier og lades derpå ligge i fjorten dage, monteret på opvarmede messingstifter. I løbet af denne periode fører olien, der siver tilbage fra træet, også saften og resterne, der er tilbage i briaren, ud af emnet.

Den anden proces er den dybe sandblæsning. Mærkets mørkfarvede PebbleGrain-overflade, med sin grove og dybe struktur, sammenlignes med tidlige Dunhill Shell-pibers udseende; dette udseende regnes for at have haft stor betydning for, at mærket hurtigt blev genkendt. Taylor udviklede senere en mellemproces, han kaldte PebbleShell: det hærdede hoved dampes, så den bløde åring hæves; den hævede åring skæres væk, og sandblæsningen efterlades til sidst. Herved opnås en mere knudret overflade. Ifølge overleveringen blev der taget engelsk patent på denne metode, og patentnummeret blev også stemplet på piberne. Blandt overfladebehandlingerne tælles derudover den naturligt sandblæste Old Church samt de glatte overflader Sovereign, Oak, Claret og Brindle.

Der findes også en særegen praksis for mundstykket. Vulkanitstangen koges i lang tid, før den formes til mundstykke, for at befri den mest muligt for svovl; det angives, at dette forsinker mathedsdannelsen. I begyndelsen af 1990'erne begyndte man desuden at bruge et materiale ved navn Ashtonite, der ligger mellem vulkanit og akryl.

Størrelser, stempler og overdragelse

Mærket blev kendt på det amerikanske marked for sine piber med store hoveder. Størrelsesstemplerne følger rækkefølgen fra lille til stort: X, XX, XXX, LX og ELX; over disse igen findes den meget begrænsede Magnum-serie. ELX kom frem i 1984, Magnum i 1985. Til datering bruges tallet efter angivelsen "Made in England": det begynder med 3 for 1983 og øges med ét for hvert år; denne praksis fortsatte indtil midten af 2000'erne. Det første års piber var stemplet med enkle bogstaver og angivelsen "Made in London England" og bar ikke noget overfladenavn.

På intet tidspunkt arbejdede mere end to fuldtidsansatte på værkstedet; til hjælpeopgaver blev der fra tid til anden trukket på deltidshjælp. På denne måde befinder mærket sig i grænselandet mellem artisan-produktion og fabriksordning. William Ashton-Taylor døde den 16. september 2009. Produktionen føres videre af Jimmy Craig, der arbejdede sammen med ham i hans sidste år; de piber, Craig laver, bærer ud over de standardmæssige stempler oftest også mærket "JC".