Luftgennemstrømning: Diskussionen om Pibens Røgkanal

Luftgennemstrømning betegner tværsnittet af den røgkanal, der løber fra kammerets bund til mundstykkets spids i en pibe, og hvordan dette tværsnit afspejler sig i oplevelsen af at ryge. Ordet er også navnet på en diskussion, der har kørt i miljøet siden slutningen af 1990'erne: hvor bred bør kanalen være, og bør brugeren senere ændre dette mål? Emnet regnes for den detalje i pibens anatomi, der forbindes mest direkte med rygeoplevelsen.

Kanalens Geometri

Røgen kommer ind i skaftet gennem hullet i bunden af kammeret, passerer overgangen mellem hul og tap (mortise-tenon), hvor skaft og mundstykke mødes, bevæger sig videre gennem kanalen inde i mundstykket og kommer ud gennem slidsen i mundstykkets spids. Hvis tværsnittet indsnævres, eller der opstår et skarpt hjørne et sted på denne vej, forstyrres gennemstrømningen. Målet har ikke været konstant gennem historien: i registreringer af lerpiber er skafthullet omkring 3,6 millimeter i slutningen af det 16. og begyndelsen af det 17. århundrede, men falder til 1,6 millimeter i slutningen af det 18. århundrede. Arkæologer bruger denne indsnævring som et kriterium ved datering af lerpiber.

Diskussionens Oprindelse

Ifølge registreringerne var det to artikler, der bragte emnet ind i den amerikanske pibepresse. Den første er artiklen skrevet af Dayton H. Matlick i vinterudgaven 1996/97 af Pipes & Tobaccos, som handlede om den danske mester Lars Ivarsson. Ivarssons overleverede metode var at bore en kanal med ét fast mål på 4 millimeter (omkring 5/32 tomme) fra kammeret til mundstykkets spids i alle de piber, han lavede. Den kontrolmetode, der er knyttet hertil, kræver intet værktøj: hvis man hører en fløjtelyd, når man trækker vejret med normal styrke gennem en tom pibe, er kanalen for smal; en dæmpet susen eller stilhed tolkes som tegn på, at gennemstrømningen ikke er hindret. Den overleverede begrundelse er, at den turbulens, der opstår i indsnævrede passager, hvor hastigheden øges, adskiller fugten i røgen mod kanalens væg og gør oplevelsen "våd".

Den anden artikel udkom i samme blads efterårsnummer i 1997, skrevet af Rick Newcombe; denne gang handlede det om senere at udvide kanalen i en pibe, man allerede ejede. Newcombes synspunkter om dette blev senere også gengivet i hans bog In Search of Pipe Dreams, udgivet af Sumner Books. Newcombe fortæller, at Jim Benjamin, som lærte ham metoden, havde udvidet kanalen på sine egne piber siden slutningen af 1940'erne. Det berettes, at de mål, de to brugte, i begyndelsen lå mellem 5/32 og 11/64 tomme, og at de med tiden, afhængigt af pibens længde og form, steg til op mod 3/16 tomme (omkring 4,8 millimeter), mens 5/32 tomme blev regnet som den nedre grænse.

Indvendinger

På den modsatte side fremføres flere begrundelser. Den mest konkrete er den opfattelse, at en bred kanal overopheder kammeret og med tiden fører til, at kammeret brænder igennem (burnout); de mestre, der forsvarer dette synspunkt, henviser ikke til målinger, men til deres egen erfaring ved bænken. Den anden indvending afspejler et samlersynspunkt: en pibe, man overvejer senere at ændre, bør man ikke købe i første omgang, fordi ethvert indgreb ødelægger genstandens oprindelige tilstand. Den tredje indvending vedrører ikke selve kanalen, men mundstykkets holdbarhed. Det fortælles, at Lars Ivarsson og Jess Chonowitsch fra den danske skole selv røg deres piber med åben kanal, men ikke fulgte samme fremgangsmåde ved de piber, de solgte; begrundelsen er risikoen for, at et udtyndet mundstykke bliver gennemboret af tænderne på en uerfaren bruger.

Grænserne for Praksissen

At udvide kanalen kan ikke gøres om: et hul, der én gang er blevet gjort bredere, kan ikke gøres smallere igen. Vanskeligheden ligger ikke i skaftet, men i mundstykket; for at tværsnittet skal forblive ensartet helt ud til mundstykkets spids, bores der med en fil i vulkanit, som er svovlhærdet gummi. Det er en proces, der kan tage timer og er umulig at fortryde, og i hænderne på en person, der ikke er vant til mundstykkearbejde, kan den ende med, at piben ødelægges. At vulkanit mister sin glans og bliver mat under påvirkning af lys, varme og fugt, er et separat vedligeholdelsesemne og bør ikke forveksles med gennemstrømning.

Kanalens diameter er heller ikke den eneste faktor, der bestemmer gennemstrømningen. Ophobet tjære indsnævrer med tiden tværsnittet; derfor nævnes rengøring af piben også i forbindelse med, at luftgennemstrømningen skal opretholdes. For hård sammenpresning af tobakken i kammeret, utilstrækkeligt tørret tobak og et tilstoppet filter giver et lignende resultat. Den udbredte opfattelse i miljøet er, at en pibe, der er svær at trække på, tvinger rygeren til at trække hårdere vejret, og at dette gør det lettere at bide sig i tungen. Da emnet dog diskuteres ud fra brugeroplevelse snarere end målte data, kan man ikke tale om en endelig enighed.