Hiroyuki Tokutomis formsprog

Hiroyuki Tokutomis formsprog er det mest omdiskuterede eksempel i pibeverdenen på, hvordan et europæisk oprindeligt håndværk kan genopbygges ud fra japanske æstetiske normer. Mesteren, født i 1948, arbejdede i sit lille værksted i Maebashi; hans navn blev kendt i samlerkredse uden for Japan i begyndelsen af 2000'erne, og han døde den 28. januar 2025, seksoghalvfjerds år gammel.

Fra Maebashi til Danmark

Tokutomi, der begyndte med træudskæring som barn, rejste i 1976 med Den Transsibiriske Jernbane gennem Sovjetunionen til Danmark og arbejdede hos Sixten Ivarsson. Kilderne angiver denne periode som 1976-77, men er uenige om, hvor lang tid han tilbragte hos ham. Dermed blev han en af de få, der modtog direkte undervisning fra den mester, der grundlagde den danske skoles formforståelse; i samme kreds nævnes Lars Ivarsson, Bo Nordh og Jess Chonowitsch.

I 1980'erne og 1990'erne, hvor pibefremstilling ikke gav til livets ophold, fortsatte han med at arbejde med elfenben: han lavede netsuke - små figurer - og stykker med buddhistiske motiver, hvoraf en del blev udstillet på japanske museer. I 2012 blev familieværkstedet Tokutomi Pipe Co. grundlagt; hans hustru Kazue (død 2019) og datter Yuki deltog også i produktionen.

Asymmetrien bliver til norm

I den klassiske briar-pibe med rundt kammer bærer formen radial symmetri, og en afvigelse fra denne symmetri regnes i de fleste værksteder som en fejl i udførelsen. Tokutomi vendte normen om og gjorde asymmetrien til designets udgangspunkt. Ifølge kilderne var kun ganske få af de omkring hundrede og halvfems piber, han lavede i 2003, symmetriske til begge sider. Bag dette valg ligger ikke den vestlige kunsts symmetritradition, men den japanske buddhistiske skulpturtradition fra det 19. og tidlige 20. århundrede; billedhuggeren Kōun Takamuras værker nævnes som mesterens direkte inspirationskilde. Asymmetri betyder her ikke tilfældighed; der forventes, at den visuelle balance bevares i stykkets helhed.

Former og overfladebehandling

Hans mest omtalte form er blowfish, også kendt under det japanske navn fugu, der betyder kuglefisk. I den danske tradition var det en regel, at linjen, der deler piben på langs, skulle holdes lige; overleveringen siger, at Tokutomi ikke anså denne regel for bindende og bøjede linjen. Det resulterende udtryk ligger nærmere flydende bevægelse end streng geometri. Hans crossgrain-fortolkninger er også et produkt af samme tilgang; han trak også etablerede former som agern (acorn), pot, tomat (tomato) og lovat over i sin egen stil.

Hans anden karakteristiske vane er at lade et motiv genlyde flere steder på samme pibe: bølgningen ved kammerets åbning har en modpart på skaftets overflade og på mundstykket. Disse er ikke bogstavelige gentagelser, men spor af samme idé i forskellige skalaer. Mundstykket (stem), der - fordi det er lavet af et andet materiale - kan virke afkoblet fra kroppen, bindes til helheden gennem disse genklange. Tilføjelser af bambus, buksbom og mammutelfenben er også løsninger, han ofte greb til.

Stempler og grader

Piberne stemples med mesterens navn og påskriften JAPAN, oftest suppleret med fremstillingsåret. Graderingstrinnene rangeres således: sandblæste og glatte overflader uden stempel ligger nederst, derover følger sandblæsning med sneglestempel, dernæst glatte overflader med ét, to og tre sneglestempler; det højeste trin er Hiro-stemplet. Påskriften BN, der ses på nogle piber, tolkes som en hyldest til Bo Nordh. Det årlige produktionstal varierer i kilderne: en optegnelse fra midten af 2000'erne angiver mellem hundrede og halvtreds og to hundrede, en nyere kilde omkring hundrede og tyve piber. For hans forhold til andre værksteder i Japan, se artiklen Ud over Tsuge.