Pibefremstilling i Sverige

Pibefremstilling i Sverige er en produktionstradition, der har levet i skyggen af nabolandet Danmark, men som er fåtallig og teknisk yderst ambitiøs. Landets fabriksperiode blev kortvarig, og det var det omdømme, som nogle få enkeltarbejdende mestre skabte i slutningen af det tyvende århundrede, der for alvor gjorde navnet kendt.

Fabriksperioden

Sveriges første briarpibefabrik blev grundlagt i 1931 i Lerum nær Göteborg. Virksomheden, der kaldes Svenska Rökpipfabriken (forkortet SRF), var på familien Eliasons hænder; som grundlægger nævnes i nogle registre far og søn, Hjalmar og Gösta Eliason, sammen, i andre kun Gösta. Gösta, der styrede produktionen, havde lært håndværket under et etårigt praktikophold på en fabrik i Schweiz; ifølge kilderne var han kun nitten år, da han overtog ledelsen. Fabrikken hentede sin briar-klods først fra Algeriet og Korsika, i de følgende år i vid udstrækning fra Spanien. Da forsyningen af briar blev vanskelig under Anden Verdenskrig, greb man til pæretræ. Produktionen ophørte i 1979, da Gösta gik på pension; nogle kilder siger, at virksomheden skiftede ejer det år og holdt sig oven vande i nogle år endnu.

Landets største pibeanlæg er Skandinaviska Pipfabriken (SKAPI), grundlagt i 1936 i Uddevalla. Produktionen, som Max D. Schwab — der kom fra en familie, der havde lavet piber i to generationer i Köln, og som forlod 1930'ernes Tyskland for at slå sig ned i Sverige — startede i et beskedent kælderværksted, voksede hurtigt; den nye fabriksbygning stod færdig i 1946. Anlægget indstillede driften i slutningen af 1960'erne. Om Skånska Pipfabriken, forbundet med Hyllstofta i Skåne-regionen, findes der derimod kun sparsom pålidelig information; det fremgår, at den blev grundlagt før krigen og ikke kunne vende tilbage til produktion efter krigsårene.

Værkstedsgenerationen

Mens fabrikkerne lukkede, blev den svenske pibes internationale anseelse for alvor bygget op omkring enkelte mestre. Det mest kendte navn fra denne generation er Bo Nordh, født i 1941, død i 2006. Nordh, der blev bundet til en kørestol efter en motorcykelulykke i sin ungdom, begyndte mod slutningen af 1960'erne at udskære piber ud fra færdigborede emner. Tingene tog fart, da Olle Jonsson, indehaveren af tobaksbutikken Pip-Larsson i Malmö, satte piberne i vinduet og overtalte mesteren til at bruge sit eget stempel; det var på Jonssons foranledning, at han besøgte Sixten Ivarsson, hvilket etablerede båndet til den danske skole. Nordh fortsatte sit arbejde i Malmö. Former, han selv udviklede, som Ramses og Nautilus, er i dag blevet til et repertoire, der gentages på andre værksteder.

Det andet vigtige navn er Björn Bengtsson fra Malmö. Bengtsson, der vendte sig mod håndværket på grund af de reparationer, der kom ind til hans mors tobaksbutik, blev i 1964, kun seksten år gammel, lærling hos Poul Rasmussen i København. Efter mesterens død i 1967 fortsatte han med at arbejde i hans enke Anne Julies værksted; i 1974 vendte han tilbage til Sverige og gik i gang med produktion under eget navn. Disse piber, kendt under navnet Björn of Sweden, bærer produktionsmåned og -år som et tre- eller firecifret tal i stemplet. Bengtsson tog i begyndelsen af 1990'erne et andet job, da efterspørgslen faldt, og valgte at lave piber på deltid; han døde i 2023, fireoghalvfjerds år gammel.

Status i dag

I Sverige findes der i dag ingen pibeproduktion i fabriksskala. Produktionen fortsætter i værkstederne hos et lille antal uafhængige mestre, hvoraf de fleste arbejder i Skåne-regionen; Svenska Pipklubbens publikationer følger regelmæssigt disse navne. Denne produktion, der bevæger sig mellem frie hoveder (freehand) og klassiske mål, regnes for den svenske gren af den skandinaviske tradition.