Debatten om enkelt sprogbrug i pibeverdenen

Debatten om enkelt sprogbrug i pibeverdenen er en kritisk retning, der er opstået, fordi det ordforråd, pibe- og tobaksentusiaster bruger indbyrdes, er vokset hurtigt i de seneste år. Debatten retter sig ikke mod de hundredårige fagtermer, men fortrinsvis mod de tillægsord, forkortelser og begreber lånt fra andre områder, der er opstået i forumindlæg og markedsføringstekster i løbet af de sidste tredive-fyrre år. For en detaljeret gennemgang af termerne kan man se artiklen Ordliste over pibetermer.

Gammel slang: 1800-tallets tobaksordbog

At tobakken frembringer sin egen slang, er ikke noget nyt. Cope Bros & Co's Cope's Tobacco Plant, der udkom i Liverpool fra 1870 til 1881, var et periodisk skrift, der samlede alt vedrørende tobak, og ifølge overleveringen bragte det i et nummer fra 1880 en artikel, der direkte behandlede slang. Slangordbøger registrerer ord som snout, weed og old rope som betegnelser for tobak; den langskaftede lerpibe blev i folkemunde kaldt yard of clay. Et eksempel på, at termer ikke altid betyder det, de ser ud til, er opslaget "Her Majesty's Tobacco Pipe" i John S. Farmer og W. E. Henleys samling Slang and Its Analogues fra 1893: udtrykket har intet med en pibe at gøre, men beskriver den ovn, hvori tobak beslaglagt i tolden blev brændt.

Samme århundrede frembragte også eksempler, der pustede terminologien op med humor. Arthur Machens The Anatomy of Tobacco, udgivet i 1884 under pseudonymet Leolinus Siluriensis, efterligner Robert Burtons Anatomy of Melancholy og inddeler pibe­rygning i afsnit med skolastiske definitioner; ifølge overleveringen stammer også den klassifikation, der regner en pibe lavet af ét stof som "simpel" og en pibe lavet af flere stoffer som "sammensat", fra denne bog. Den akademiske gennemgang af folkelige betegnelser blev udført af Katherine T. Kell i undersøgelsen "Folk Names for Tobacco", der udkom i tidsskriftet Journal of American Folklore i 1966.

Nye termer og deres oprindelse

Udspringet af en del af nutidens ordforråd kan dokumenteres enkeltvis. Kapnismology (studiet af røg) og de afledte former er ord, som C. Bruce Spencer, grundlæggeren af kvartalsbladet Pipe Smoker, der begyndte at udkomme i foråret 1983, dannede af græsk; de blev fremsat i bladets forårsnummer 1984. Selv om bladet, der udgaves af Chattanooga-baserede Pipe Collectors International, lukkede i 1988, er termen forblevet i brug. Lunting (at gå tur med tændt pibe) er langt ældre: det findes i John Mactaggarts værk The Scottish Gallovidian Encyclopedia fra 1824, og oprindelsen føres tilbage til det hollandske ord lont, der betyder tændsnor. Calamology, der blev foreslået som betegnelse for studiet af piberygning, har derimod ikke slået an.

En anden gruppe stammer direkte fra handelssproget og har en omstridt definition: estate, der betegner en brugt pibe, new old stock (NOS) for lager, der aldrig er blevet solgt, men har stået på hylderne, vintage med uklar aldersgrænse, og museum quality uden klart defineret kriterium. Den første af disse behandles for sig i artiklen Estate-pibebegrebet. Cellaring, der beskriver langtidslagring af tobak, kommer af ordet for kælder; lagringen har dog ikke nødvendigvis noget med en kælder at gøre, og emnets detaljer findes under overskriften tobakkens lagring. En tredje gruppe er opstået i forumindlæg: DGT (at en halvt tømt pibe færdigryges timer, endog dage senere), POTD (dagens pibe), PAD og TAD (lysten til at samle på piber og tobak). For betegnelsen ghosting, der bruges om, at smagen af tidligere røget tobak bliver hængende i piben, anvendes på tyrkisk gengivelsen spøgelsesaroma.

To synspunkter

I miljøet står to tilgange over for hinanden. Ifølge dem, der forsvarer termerne, udvikler ethvert interesseområde med tiden sine egne genveje; disse ord erstatter lange forklaringer og fremskynder korrespondancen entusiasterne imellem. Modparten hævder derimod, at de fleste af ordene ikke beskriver noget nyt, men ofte blot er pyntede måder at sige "gammel" eller "brugt" på; en del af samme kritik er også, at termerne på den måde tjener salgssproget, og at de ophobede forkortelser rejser en mur mellem miljøet og nybegyndere. Det mest kendte forsvar for det andet synspunkt er en artikel af antikvitetspibeforskeren Ben Rapaport, udgivet på Pipedia. Selve debatten er heller ikke ny: i slutningen af 1800-tallet fremsatte den engelske presse tilsvarende advarsler om, at et slangord burde gennemgå en lang ventetid, før det blev optaget i ordbogen.