En hypotetisk pibe fra Anden Verdenskrig

En hypotetisk pibe fra Anden Verdenskrig er navnet på en dateringsgåde, som John C. Loring, der har samlet Dunhill-stempler, har fremsat. Gådens opbygning er som følger: hvis en pibe på korpusset kun bærer et stempel, der udelukkende blev brugt under krigsårene, men samtidig også bærer en årskode, der aldrig fandtes i den form, hvad daterer koden så? Loring siger ikke, at han selv har et sådant eksemplar; efter at have opridset krigstidens forhold foreslår han, at et sådant stykke kunne opstå, og at koden i så fald ikke ville dokumentere fremstillingen, men en senere reparation.

Krigsstemplet uden kode

Hos Dunhill slås stemplet ikke med enkelte bogstavstempler, men med blokke, hvor ord og tal er støbt sammen. Denne metode gør den årligt skiftende kode til en separat opgave: formene med det følgende års kode skal bestilles på forhånd. Krigen afbrød denne bestillingskæde, og fra og med 1941 blev et stort antal Shell-piber stemplet med en enkelt form uden årskode: øverst "DUNHILL SHELL MADE IN ENGLAND", nederst "PATENT No 1341418/20". Det år, formen gik ud af brug, varierer i kilderne mellem 1943 og 1945.

Kodens fravær er her ikke mangel på information, men information i sig selv. Da formen kun hører til disse få år, placerer stemplets tilstedeværelse i sig selv piben i krigsårene; de eksemplarer, der optræder i reparationsværkstedernes registreringer, vurderes også inden for dette interval. Ifølge kilderne kan en lignende læsning anvendes på nogle glatfinishede piber, der hverken har årskode eller angivelsen "INNERTUBE". Til gengæld har ikke hvert eneste krigsår manglet kode; der kendes Shell-piber dateret til 1944, der har både årskode og et andet patentnummer. Hele stempelfamilien er emnet for opslaget om Dunhills dateringsguide.

Det tiårige hul i Dunhill-kronologien

Bag et sådant tvangsforhold ligger et tiår, hvor mærket næsten stod helt stille. I april 1941 blev Dunhills butik i London ramt under Blitz-bombardementerne; det fortælles, at en betydelig del af virksomhedens gamle arkiver også gik tabt ved denne lejlighed. Dette er en af grundene til, at Dunhill-dateringen bygger på stemplet frem for dokumenter. Fordelingen af råmaterialer blev underlagt rationering, og restriktionerne varede ved efter krigens afslutning helt frem til begyndelsen af 1950'erne. Da mærket ikke udgav et regelmæssigt årligt katalog mellem 1940 og 1950, springer Dunhill-kronologien næsten i ét skridt fra slutningen af 1930'erne til begyndelsen af 1950'erne.

Det mest konkrete spor af restriktionen ses i træet. Den italienske briar, der eftersøgtes til glatfinishede piber, blev umulig at skaffe under hele krigen; manglen på den algeriske briar, som Shell-linjen byggede på, var ikke lige så alvorlig. Dunhills produktion i denne periode er både lille i antal og smal i variation.

Årskodens anden læsning

Restriktionerne omfattede også mundstykkematerialet: ebonit (vulkanit) var enten underlagt rationering eller helt forbudt, hvorfor man ofte støder på hornmundstykker på piber fra denne periode. Hornets kendte svaghed er, at det har tendens til at revne; dets levetid holder ikke trit med korpussets levetid. Det er derfor forventeligt, at en pibe, der bærer krigsstemplet, men i dag har et ebonitmundstykke, senere har fået fornyet mundstykket. Uafhængige reparationsregistreringer giver dog ikke et entydigt billede; nogle krigsstemplede piber er også dokumenteret med ebonitmundstykke.

Det er her, Lorings konklusion kommer ind. En årskode, der er faldet ved siden af den kodeløse krigsform, angiver efter hans opfattelse ikke det år, piben blev drejet, men det år, den kom tilbage til værkstedet; koden er ikke fremstillingens, men vedligeholdelsens dato. Den samme læsning gælder også for piber, der er lavet før 1922, hvor årskode-systemet begyndte, og som senere er blevet repareret: også der angiver et enkeltstående tal ikke korpussets alder, men reparationens alder. For en sammenligning af horn, ebonit og andre valg, se opslaget om mundstykkematerialer.