Velasco Smoking Pipes

Velasco Smoking Pipes er et enmandspibeværksted, som athenaeren Michael Pipinis-Aliagas grundlagde i 2009. Værkstedet, en af de mindre repræsentanter for den græske håndlavede pibescene, der voksede hastigt i 2000'erne, er kendt for ud over det lokale briar også at bruge oliventræ i sine produkter.

Grundlæggeren og navnets oprindelse

Pipinis-Aliagas blev født i Athen som søn af en græsk far og en peruansk mor og har levet hele sit liv i byen. Velasco, navnet der gav mærket dets navn, kommer fra hans mors familie; mesteren præsenteres som nevø til general Juan Velasco Alvarado, der styrede Peru fra 1968 til 1975. Denne slægtskabspåstand hviler i pibefællesskabet udelukkende på én enkelt kilde og er ikke bekræftet af et uafhængigt dokument. Ikke desto mindre viser navnet på mærket, at værkstedet bærer en familiehistorie, der rækker ud over Athen.

Pipinis-Aliagas' bekendtskab med håndværk går forud for piben. Ifølge overleveringen arbejdede han i nogle år i guldsmedeværksteder i centrum af Athen; han fik desuden en uddannelse i byzantinsk musik, skrev sangtekster og komponerede musik og udgav albums under eget navn. At en hånd, der har lært at ramme mål i metal, går over til træ, er en overgang, man ofte ser i pibefremstilling. Hans vending mod piben begyndte i 2009, først med stykker han lavede til sin egen samling; disse blev med tiden til bestillinger fra hans omgangskreds. Denne vej er et hyppigt forekommende udgangspunkt i artisan-pibetraditionen: overgangen fra samler til bænk.

Produktion og materiale

Værkstedet arbejdede, ifølge egen præsentation, med blokke af græsk briar og udvalgte stykker oliventræ. Oliventræ er et af de træsorter, man længe har eksperimenteret med i middelhavsværksteder som alternativ til briar; det adskiller sig ved sin tydelige åring og varme farve. Dette valg placerer Velasco blandt det begrænsede antal europæiske bænke, der producerer piber af andet træ end briar.

Formmæssigt lå vægten mere på frihåndsdesigns (freehand) end på faste klassiske modeller — det vil sige, at hvert stykkes proportioner blev bestemt af blokkens åring og mesterens beslutning den pågældende dag. Lange skafteksemplarer i churchwarden-stil var også med i produktionslisten. Antallet af stykker, et enmandsværksted kan lave om året, er naturligt begrænset; denne skala gjorde Velascos produkter til enkeltvis behandlede arbejder frem for serieproduktion.

Beliggenhed og i dag

Værkstedet arbejdede i bydelen Dafni i Athen. Sammenlignet med de græske navne, der samtidig fik international opmærksomhed — for eksempel Constantinos Zissis — forblev Velasco en lokal bænk, der leverede til en begrænset kundekreds. Mærkets egen hjemmesideadresse kan i dag ikke findes; hvornår og under hvilke omstændigheder værkstedet holdt op med at arbejde, fremgår heller ikke af kilderne.