En Dunhill ES på Auktion: Hvor Stemplet og Fotografiet Modsiger Hinanden

En Dunhill ES på auktion er en lille sag, der ofte fremhæves for at vise, hvor langt stempelaflæsning kan føre i samlerkredse. John C. Loring undersøgte en pibe, der var sat til salg på en online auktion, alene ud fra annonceteksten og fotografierne, og opdagede en uoverensstemmelse mellem det, skaftpåskriften sagde, og det, korpusset viste. Ifølge påskriften var piben en ES fra 1923, altså mærkets langskaftede Canadian-form.

Påstanden i Stemplet

Det tegn, der knyttede annoncen til 1923, var i virkeligheden ét enkelt: et halvt stemplet, understreget tal 3 lige efter nummeret på patentet for det indre rør (inner tube). I Dunhills stempelordning er dette lille tal en årskode, og 3 svarer til 1923. På samme side af skaftet stod påskriften MADE IN ENGLAND samt formkoden ES, og på den modsatte side ordet DUNHILL over linjen LONDON samt stemplet H.W., der angiver håndarbejde. Sælgeren havde beskrevet korpusset som en Bruyere billiard med ovalt skafttværsnit, angav mål på omkring femten centimeter i længden og fire en halv centimeter i hovedhøjden, og tilføjede, at stemplerne var svækket af gentagen polering, og at det indre metalrør manglede.

Punkter, der Modsagde Fotografierne

Det første, der sprang i øjnene på billederne, var proportionerne. Mens man i ES-formen forventer, at skaftet er markant længere end mundstykket, var mundstykket på denne pibe længere end skaftet. Da kodens betydning antages at være "extended shank", altså forlænget skaft, ophævede det omvendte forhold selve den egenskab, der definerer formen. Det andet punkt var påskriftens placering: skaftpåskriften var ikke centreret, men forskudt nedad mod mundstykket, og bogstaverne gav indtryk af at være stemplet enkeltvis snarere end som ét samlet totrins-stempel. Det tredje var, at linjerne DUNHILL og LONDON fremstod næsten lige lange; denne form peger tilbage til før årskode-ordningen blev indført, mod slutningen af 1918.

Muligheden for Reparation

Den ramme, Loring placerede disse tre observationer i, er mærkets tidlige reparationspraksis. Det fortælles, at fabrikken, når den reparerede en pibe, stemplede reparationsåret på den, gengav de originale stempler så godt det kunne, og fordi 1910'ernes stempelforme ikke længere var tilgængelige det følgende årti, ofte udførte denne genskrivning med enkeltbogstaver. Den forklaring, dette leder frem til, er: Piben kan faktisk være en ES fra 1918. Skaftet er formentlig knækket, og piben er vendt tilbage til fabrikken i 1923, den brækkede del er skåret af og fjernet, det manglende længde er blevet erstattet med et længere mundstykke, og skaftpåskriften er blevet fornyet bogstav for bogstav. Skaftets forkortelse forklarer alene både det omvendte forhold og den nedadforskudte påskrift.

Sagens Lære

At denne konklusion udelukkende bygger på fotografier, og derfor ikke er vished, men sandsynlighed, påpeger Loring også selv. Metodens egentlige værdi ligger et andet sted: årskoden kan fortælle, hvornår skaftet sidst blev påstemplet, ikke hvornår piben blev fremstillet. Sekundære kendetegn som mundstykkets ægthed, den hvide priks diameter eller bogstavernes form giver kun mening samlet, ikke hver for sig. En reparation sletter ikke pibens historie, hverken hos Dunhill eller andre steder — men den kan bringe i tvivl, om den formbetegnelse, piben bærer, stadig er berettiget.