A Tale of Two Latakias

"A Tale of Two Latakias" er et essay skrevet af den amerikanske blander G.L. Pease, og som ifølge optegnelserne først blev udgivet i bind 5, nummer 2 af tidsskriftet Pipe Friendly Magazine. Teksten stiller to forskellige typer Latakia, der deler navn og en lignende røgningstradition, side om side -- den syriske og den, der forarbejdes på Cypern. Grunden til, at teksten citeres så ofte i pibemiljøet, er, at den tydeligt klarlægger, at ordet "Latakia" ikke dækker over ét enkelt produkt, men to indbyrdes forskellige varer.

Forholdene, teksten blev skrevet under

Essayet blev skrevet i en periode, hvor den syriske Latakia i lang tid ikke havde været at få på markedet og var begyndt at dukke op igen i begrænset omfang. Kilderne stemmer ikke overens om, hvornår produktionen ophørte: én fortælling peger på et forbud mod at fælde det træ, der bruges til røgningen, med årstallet slutningen af 1970'erne; en anden fortælling beskriver en udtømning, der trak sig helt frem til omkring 2010, som følge af skovtab, blåskimmelsygdom og borgerkrig oven i hinanden. Ifølge optegnelserne er Cypern i dag det eneste sted, der stadig forarbejder Latakia. Teksten regnes derfor mindre for en smagsguide end for et dokument om en produktionstradition, der er ved at forsvinde.

Hvor de to tobakker adskiller sig

Tekstens udgangspunkt er ét enkelt faktum: det, der gør de to Latakia-typer beslægtede, er ikke råvaren, men behandlingen. Grundbladet i den syriske type er en langbladet, smal sort, der kaldes "shekk-el-bint"; bladet tørres først i solen og derefter ryges det ved at lade lokalt træ og urter smøldre i lader. I den cypriotiske type bruges derimod et småbladet sort af typen Izmir (Smyrna), altså et orientalsk tobaksblad; dette blad lufttørres i lader, hvorefter det gennemgår en lignende røgning.

Det, der skaber forskellen, er også grundbladets egen struktur. Den syriske sort regnes for nikotinstærk og bliver mørkebrun efter røgningen. Den cypriotiske sort er derimod lav i nikotin, sødlig af sig selv og brænder godt; den færdige farve er næsten sort. Beskrivelserne af røgens karakter varierer fra kilde til kilde -- i nogle optegnelser beskrives det syriske blad som skarpt og krydret, i andre som mildere end det cypriotiske. Derfor bør denne skelnen tages som miljøets udbredte opfattelse snarere end en fast målestok.

Vægten i blandingen

Den del af essayet, der henvender sig til blandere, kredser om spørgsmålet om andele. Begge typer kan skelnes selv i andele på blot nogle få procent; jo større andelen bliver, jo mere begynder den røgede smag at overdøve de øvrige blade i blandingen. Det cypriotiske blads egen sødme forenes uden problemer med Virginia-blade i afmålte andele. I sammensætning med orientalske tobakker kræves der derimod agtpågivenhed; de sarte blade kan blive udvisket under røgen. Det syriske blad regnes på grund af sin kraftige nikotin og skarphed for en komponent, der skal bruges med måde: i små andele giver den dybde, mens den i høje andele forrykker balancen til sin egen fordel. Peases konklusion er, at de to tobakker ikke kan erstatte hinanden, og at hver især har sin egen funktion i den engelske blandingstradition.