Pibetobak

Pibetobak er tobak beregnet til at ryges i pibe og adskiller sig fra cigarettobak på to punkter: den er markant grovere skåret og holdes mere fugtig. Disse to egenskaber er ikke vilkårlige. For fint skåret blad pakker sig sammen i kammeret og indsnævrer luftstrømmen; blad, der har mistet sin fugt, brænder derimod hurtigt op og er brugt op, før det når at afgive sin smag. Næsten alle kommercielle produkter består ikke af én enkelt bladtype, men af flere typer kombineret i bestemte forhold; denne sammensætning kaldes en blanding.

Bladene, der udgør blandingen

Bag hundredvis af blandinger står et begrænset antal grundlæggende blade. Virginia forarbejdes ved rørkuring (flue-cured), har et højt naturligt sukkerindhold og udgør rygraden i de fleste blandinger. Burley lufttørres; dens sukkerindhold er lavt, og den brænder langsomt. Denne egenskab gør den velegnet både som basisblad og som aromabærer. I USA foregår omkring halvfjerds procent af Burley-produktionen i Kentucky og tyve procent i Tennessee; uden for landet nævnes Brasilien, Malawi og Argentina som de vigtigste producenter.

Latakia har fået sit navn efter den syriske havneby Lattakia. Det tørres først i solen og udsættes derefter for røg fra aromatisk træ; i cypriotisk produktion anvendes arter som mastikstræ, myrte og aleppofyr. Den resulterende røgede karakter regnes for for kraftig til at kunne ryges alene, så Latakia indgår i blandinger i krydringsmængder. Produktionens tyngdepunkt er med tiden forskudt fra Syrien til Cypern. De østlige middelhavstobakker, de såkaldte orientalske tobakker, tilføjer blandingen noter af tørt hø og krydderier.

Cavendish står for sig i denne liste, fordi det ikke er en sort, men en metode: bladet presses til en kage, gæres med varme fra ild eller damp og skæres derefter i skiver. Metoden anvendes mest på Virginia og Burley. Navnet menes at stamme fra den engelske 1500-tals søfarer Sir Thomas Cavendish.

Forarbejdning og aromatisering

Sovsning foregår i to adskilte trin, der ofte forveksles med hinanden. Sovs (casing) tilsættes bladet som en sukker- og aromabærende opløsning før skæringen; da den trænger ind i selve strukturen, bevares den gennem hele rygningen. Topdressing (top dressing) sprøjtes derimod på overfladen, efter at blandingen er sammensat; da den består af flygtige stoffer, forsvinder den for en stor del, hvis tobakken efterlades åbent. Det anerkendes, at de fleste tobakker på markedet er sovset i en vis grad.

Den mest udbredte inddeling af blandinger stammer netop fra dette skel. Dem med en tydelig aroma kaldes aromatiske, dem hvis smag udelukkende kommer fra bladsammensætningen, kaldes ikke-aromatiske. Grænsen er ikke altid skarp; mange let sovsede produkter falder ind mellem de to definitioner.

Skæring og opbevaring

Skæreformer deles i to logikker: bladet skæres enten direkte, eller det presses først og skæres derefter i skiver. Den mest almindelige direkte skæring er ribbon; den kommer i strimler på omkring halvanden til to en halv millimeter i bredden, og de allerfineste kaldes shag. I presset tobak formes bladet til en blok under varme, damp og tryk: selve blokken kaldes plug, og de tynde skiver, der skæres af den, kaldes flake. Rope, der snoes som et reb, bruges også ved at blive skåret i tynde skiver. Skæreformen bestemmer ikke kun udseendet; den fastlægger også, hvor meget forberedelse tobakken kræver, før den stoppes i piben, og med hvilken hastighed den brænder.

Uanset skæreform tørrer pibetobak, når den kommer i kontakt med luft, og et blad, der har mistet sin fugt, afgiver også en væsentlig del af sin smag. Derfor opbevares den i tætsluttende glas eller forseglede beholdere.