Ekspertise inden for pibe og tobak: Hvem regnes som ekspert?

"Pipe and tobacco experts: Are there any?" er et essay, der undersøger, hvem der tildeles betegnelsen "ekspert" inden for pibe- og tobaksområdet, og hvad denne tildeling bygger på. Artiklen, som Ben Rapaport skrev til Pipedia i februar 2023, spørger, om der findes et målbart grundlag bag denne betegnelse, som florerer rigeligt i miljøets dagligsprog.

Fraværet af en målestok

Rapaport er en samler og forfatter, der i over halvtreds år har beskæftiget sig med antikke pibers og tobaks litteratur; han har skrevet mere end ti bøger, og miljøets æresbetegnelse Doctor of Pipes blev tildelt ham i 2004. Han er desuden en certificeret personlig ejendomsvurderer og har foretaget pibevurderinger for museer og private samlere. Det er også dette andet erhverv, artiklen tager sit udgangspunkt i: mens vurderingsfaget har en kæde af uddannelse, eksamen og autorisation, findes der på pibe- og tobakssiden hverken eksamen, certifikat, fagligt kriterium eller nogen skala, der måler succes. Ifølge Rapaport skaber det heller ikke en adskillelse blot at ophobe viden; at videregive viden og at beherske viden er to forskellige ting.

Essayet fører søgningen efter en målestok uden for selve området. Brødrene Hubert og Stuart Dreyfus' model for færdighedstilegnelse fra 1980 deler vejen i fem trin: novice, avanceret novice, kompetent, dygtig og ekspert. Hertil kommer den undersøgelse, der blev udgivet i tidsskriftet Psychological Review i 1993; fundet om, at de mest succesrige violinister på et musikakademi i gennemsnit havde øvet ti tusind timer inden de fyldte tyve, blev udbredt under navnet "10.000-timers-reglen" efter Malcolm Gladwells bog Outliers fra 2008. Begge målestokke bygger på en målbar præstation. I en beskæftigelse uden eksamen, bedømmelse eller officiel konkurrence findes der ikke noget direkte modstykke til nogen af dem.

Navnløse eksperter

Rapaports metode er enkel: han samler udsagn på internettet, hvor ordene "ekspert" og "ekspertise" optræder. Hovedparten af materialet trækker mod butiks-, importør- og producentmarkedsføring. Her bruges betegnelsen ikke til at beskrive en bestemt person, men til at give det, der sælges, troværdighed, og bag den findes for det meste intet navn. Artiklens konklusion er: ekspertise er snarere en betegnelse, der klæbes på udefra, end en position, miljøet selv definerer indefra.

De få navngivne

De få eksperter, der nævnes ved navn, findes hovedsageligt på tobakssiden. Russ Ouellette, blenderen der grundlagde Hearth & Home-serien for Pipes and Cigars, regnes både i pressen og internt i miljøet som en af de dygtigste blendere inden for området; dette er en tildeling, der ikke opstår ud fra en eksamen, men ud fra almindelig anerkendelse. Rapaport tilføjer til samme række grundlæggeren af mærket G.L. Pease, Gregory L. Pease, samt mærket Cornell & Diehl. På pibesiden er det derimod svært at finde en navngiven ekspert. Chuck Stanion, der i tyve år ledede tidsskriftet Pipes & Tobaccos og derefter skrev spalten Pipe Line i Smokingpipes' Daily Reader-sektion, inden han gik på pension, er en af de få, der bruger betegnelsen med måde: han kalder Tad Gage, kendt for sin Barling-samling og sine undersøgelser, måske den dygtigste forsker af mærket i sin samtid, og Mark Irwin, der sammen med Gary Malmberg skrev Kapp & Peterson-historien i bogform, en af verdens førende Peterson-forskere.

Rapaports egentlige undren gælder denne ubalance: hvorfor nævnes nogle navne på tobakssiden, mens der næsten intet nævnes på pibesiden? Artiklen binder ikke dette til noget endeligt svar, men nøjes med at opregne muligheder. De, der kender feltet bedst, ønsker måske ikke betegnelsen, opfatter den som pral eller selvmarkedsføring; internettets miljø gør det også let at gøre den, der hævder ekspertise, til skydeskive. Rapaport kalder denne tilbageholdenhed den "uvillige ekspert". Den anden mulighed handler om selve miljøet: den part, der undgår at kalde dem, der ved noget, for eksperter, kan være læserne. I en beskæftigelse uden en målbar output — som det også er tilfældet i debatten om smagning af pibetobak — findes der heller ikke nogen fælles skala, der afgør, hvem betegnelsen passer på.